Et banalt skænderi om et mindre pengebeløb endte fatalt, da den succesfulde 25-årige kok Christian Møller Christensen med en af sine kokkeknive stak sin syv år ældre søster ihjel.

Uden anelse om hvad der ventede hende, mødte den 32-årige søndag morgen op hos sin lillebror i hans lejlighed på Vesterfælledvej i København. Kort efter lå hun med luftrøret skåret over på gulvet i lejlighedens stue. Dræbt af sin lillebror, der med et enkelt knivstik tog livet af hende.

-Det var ikke et uheld, eller selvforsvar. Han førte aktivt kniven ind i halsen på hende, siger en kilde tæt på sagen.

- Mandag blev han så fremstillet i grundslovsforhør, hvor han iført mørke bukser og gråhvid trøje modtog beskeden om, at han er varetægtsfængslet i 24 dage for uagtsomt mandrab på sin storesøster. En besked den spinkle unge mand modtog uden protester. Han nægter at havde dræbt sin søster, men erkender at have ført kniven.

Det lå ellers på ingen måder i kortene, at den unge kok skulle ende som sin søsters bøddel. De to kom, ifølge B.T.s oplysninger godt ud af det og boede da også kun få opgange fra hinnanden på Vesterfælledvej på Vesterbro. Han i nr. 47, hun i nr. 37. Men da Dina Wedelius havde gået de få skridt hen til sin brors lejlighed, blev søskendekærligheden afløst af et skænderi.

- Han (drabsmanden red.) skyldte hende et mindre pengebeløb. De havde aftalt en form for afdragsordning, som han ikke havde overholdt, og det var det, der udløste skænderiet, fortæller B.T.s kilde. De verbale udfald udviklede sig hurtigt til et decideret slagsmål, og det er under tumulten, at det fatale knivstik falder.

Læs hele sagen i B.T. tirsdag