Rigspolitiet vil fra i dag benytte Facebook til blandt andet at udbrede kendskabet til politiets arbejde.

Cirka tre millioner danskere er der. Samtlige 23 ministre i SRSF-regeringen er der. Og fra i dag vil også Rigspolitiet være der.

Stedet er Facebook, og dansk politi har haft langvarige overvejelser, før der i dag lanceres en Facebook-profil, der bliver politiets første, men ikke sidste, officielle indtog i de sociale medier herhjemme.

I løbet af februar følger Nordsjællands Politi trop med en lokal Facebook-profil, der knyttes til deres SMS-projekt ’Tryk Politi’, som sigter på øget borgerinddragelse, og Københavns Politi vil ligeledes inden for den næste måned åbne en Twitter-konto.

LÆS OGSÅ: 

Erfaringerne med disse tre pilotprojekter skal så evalueres, inden brugen af sociale medier bredes yderligere ud til andre politikredse, fortæller Jens Gregersen, kommunikationschef i Rigspolitiet.

- Det vigtige for os er at vise, at politiet evner at følge med, og at vi benytter de kommunikationskanaler, som borgerne gør.

Ser vi på de 18-39-årige danskere, har 86 procent af dem en Facebook-profil, så selv om man som myndighed har en række bekymringer, er det indlysende, at vi bliver nødt til at være til stede og møde folk, hvor de er, siger han.

Ikke til anmeldelser

For dansk politi er det eksempelvis afgørende at signalere, at den nye Facebook-profil ikke skal bruges, når borgere vil indgive en anmeldelse, alarmere politiet om igangværende kriminalitet eller eksempelvis give politiet et tip om en spritbilist - for det ville kræve konstant overvågning af profilen.

Desuden ville det medføre en risiko for at viderebringe personfølsomme oplysninger, eller at politiet ikke kan verificere, hvorfra oplysninger kommer, fordi folk kan oprette falske profiler.

I stedet er det ideen at udbrede kendskabet til politiets arbejde og øge opmærksomheden på blandt andet indbrudssikring, forklarer Jens Gregersen.

Informative videoer

- I forbindelse med en sag som Amagermanden kunne man have brugt vores Facebook-profil til at fortælle om, hvordan vi i politiet indsamler og behandler DNA-spor, måske med små informative vidoer. Det kan også være informationer om, at vi er på færdselskontrol her og her eller åbne for dialog om, hvordan man sikrer sig mod indbrud, siger han og peger også på efterlysninger og fremlysninger af fundne tyvekoster som sandsynlige tiltag på politiets Facebook-profil.

Med lanceringen i dag halser dansk politi langt efter en lang række andre landes politistyrker, der længe har været aktivt til stede på sociale medier - herunder blandt andet vores nærmeste naboer i Norge og Sverige, hvis erfaringer Rigspolitiet da også har skelet til.

LÆS OGSÅ: 

I Sverige er Rigspolitiet til stede på både Facebook, Twitter og YouTube, og siden de første erfaringer i begyndelsen af 2011 er omfanget vokset, så samtlige 19 politidistrikter i Sverige nu er aktive på minimum ét socialt medie til glæde og gavn for både politi og borgere, oplyser Anna Maria Böök, kommunikationsstrateg hos Svensk Politi.

- Det lokale politi har meget at vinde ved at øge interaktionen med borgerne i deres område, og mange borgere er interesserede i at få information og komme i dialog med politiet i det område, hvor de bor. Det giver os også en mulighed for at søge efter tips og vidner til specifikke sager, for mange mennesker vil faktisk gerne hjælpe, siger hun.

Ambition om 15.000 'likers'

Lektor i medievidenskab Jakob Linaa Jensen fra Aarhus Universitet, der forsker i sociale medier, kalder det et ’frisk initiativ’ fra politiets side, men er skeptisk over for, hvor stor opbakningen fra borgerne bliver.

- Det er vigtigt, at politiet ved præcis, hvad de vil bruge det her til. De skal ikke kun gøre det, fordi de kan. Og jeg kan forestille mig, at nogle borgere vil være tilbageholdende med at følge dem på Facebook af frygt for, at politiet så også kan følge dem, siger han og peger på, at Twitter måske er bedre egnet, da det er en kanal for hurtige informationer.

Rigspolitiets kommunikationschef Jens Gregersen understreger, at interaktionen med borgerne er vigtigere end populariteten, men ambitionen er alligevel at nå op på 15.000 ’likers’ på Facebook inden for den første periode.