Politiet formoder, at den kvinde, der i går tog sin syge søn med ud fra Rigshospitalet, er flygtet til Mellemøsten.
Den 32-årige kvinde, Camilla Bjerg Pedersen, der i går stak af fra Rigshospitalet med sin syge to måneder gamle dreng, er efter alt at dømme fløjet til Mellemøsten.
Københavns Politi oplyser til B.T., at barnets far er statsløs palæstinenser, og at man derfor har en formodning om, at det er hans familie, kvinden er rejst ned til. Men mulighederne er dog stadig åbne for, at hun befinder sig andre steder i verden. - Vi har nu efterlyst hende gennem Interpol og Schengen-landene, siger den centrale efterforskningsleder på Politigården, Søren Hansen.
Camilla Bjerg Pedersen forlod hospitalet omkring klokken 20.00 torsdag. Situationen er kritisk, fordi drengen har en kritisk mavesygdom. Derfor har politiet stadig en bøn til den flygtede mor om, at hun sørger for, at drengen får den krævede behandling.
Drengen skal helst ikke være uden behandling i mere end to døgn.
Politiet vil ikke udtale sig om hvorvidt, at kvinden risikerede at få tvangsfjernet sit barn, siden hun valgte at stikke af fra hospitalet. Men det er tidligere kommet frem, at hun ikke har været i stand til at tage vare på barnet.
Sønnen hedder Muhammed Khaled Borhan Pedersen.