En buschauffør i Korsør blev torsdag aften snuppet med lidt mere end bare vand i sin flaske.
En kollega var blevet nervøs, efter han havde kørt med den pågældende buschauffør på linje 501.
Han kørte usikkert og drak fra en flaske. Kollegaen kontaktede politiet, der hoppede på bussen ved Korsør Ny Station.
Det viste sig, at den klare væske i flasken ikke var vand.
- Han blev anholdt kl. 20.55. Ifølge anmeldelsen var der snaps i flasken, og alkometeret viste, at han var påvirket, siger vagthavende hos Sydsjælland og Lolland-Falster Politi til bt.dk
Buschaufføren blev taget med på stationen, hvor han fik taget en blodprøve for at bestemme den præcise promille.
Ifølge en buspassager drak chaufføren snapsen af en vandflaske.
