En bil, en fodgænger og en hund har onsdag kort efter middag været involveret i en alvorlig færdselsulykke på Gaabensvej, der ligger mellem Nykøbing Falster og Eskilstrup.
Det oplyser vagtchef i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Jesper Skotte.
- Det ser alvorligt ud, og vi er fremme og har spærret af, oplyser vagtchefen.
Fodgængeren, der er en 68-årig mand, er fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand.
Hans pårørende er underrettet, oplyser politiet på X.
Han oplyser også, at der er blevet tilkaldt en bilinspektør til stedet.
En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, og om der er foretaget opbremsning eller lignende.
Politiet fik anmeldelsen klokken 12.13.
Mens politi og redning arbejder på stedet, er vejen spærret, og bilister opfordres til at søge alternative ruter.
/ritzau/