Politiet efterlyser mørklødet bankrøver, der løb med kæmpe udbytte fra Amagerbanken i Herlev.

Røveriet blev begået onsdag den 30. juli, men først tirsdag blev gerningsmanden efterlyst af Københavns Vestegns Politi.

Bankrøveren, der beskrives som meget mørk i huden, slog til mod Amagerbanken på Herlev Hovedgade klokken 12.14 og truede med en revolver.

Han havde en dyb stemme og talte gebrokkent engelsk med en udpræget Jamaica-lignende accent.

Mere herunder

Opførte sig roligt
Under røveriet opførte han sig roligt og var i banken i flere minutter for at afvente åbning af pengeboks.

Udbyttet var ca. 190.000 kr. i blandet valuta - hovedsageligt danske kroner og Euro. Manden er omkring 25 år, ca. 180 cm høj og almindelig af bygning med sort kort hår.

Han var iført elefanthue, grå hættetrøje med blå/hvide striber på ærmerne og tryk på brystet, hvide handsker, sorte bukser og sorte Nike-gummisko.

Han forsvandt fra banken og løb via en trappe på Bangs Torv til Gåseholmvej.

Henvendelser i sagen kan ske til: Gladsaxe Politistation, telefon 43 86 14 48, lokal 4148.