Netop som Allerfondens formand Linda Nielsen har forladt fonden og kritiseret bladhusets uvildige undersøgelse, går fonden nu ud og siger, at den har 'fuld tillid' til undersøgelsen.

Torsdag eftermiddag trak juraprofessor Linda Nielsen sig fra Allerfonden, hvor hun har siddet som formand siden 2004, og i samme åndedrag rettede hun en skarp kritik af den eksterne undersøgelse, som skal kulegrave ulovlighederne på Se og Hør.

Men nu svarer Allerfonden igen i en pressemeddelelse, hvor det blandt andet fremgår, at Linda Nielsen torsdag meddelte fonden sin afgang, blot få minutter inden hun udsendte en pressemeddelelse med sin kritik.

- Allerfonden stiller sig uforstående overfor Linda Nielsens begrundelse for at trække sig som formand for fondens bestyrelse, fordi fondens primære formål er at foretage uddeling til forskellige formål, og fonden ikke er involveret i driften af Aller-koncernen. Derfor har fonden ingen indsigt i eller reel indflydelse på SE og HØR, som Linda Nielsen selv har udtalt til medierne tidligere på ugen, lyder det i den pressemeddelelse, som fonden udsendte torsdag eftermiddag.

Linda Nielsen begrundede forinden sin afgang med, at hun ønskede sig en 'fyldestgørende undersøgelse' som omfattede 'væsentligt flere forhold', end der var lagt op til af Allerfonden.

- Det blev imidlertid klart, at der ikke kunne opnås enighed om dette vigtige spørgsmål i fondsbestyrelsen. På det foreliggende grundlag mener jeg ikke, at jeg samvittighedsfuldt kan fortsætte som bestyrelsesformand, udtalte Linda Nielsen tidligere torsdag.

I den resterende bestyrelse hedder det dog, at man fortsat har fuld tillid til den omtalte undersøgelse:

- Allerfonden har fortsat fuld tillid til den eksterne uvildige undersøgelse, som advokat Henrik Stagetorn leder og gennemfører i samarbejde med PwC.

Fonden oplyser desuden, at den har holdt et konstituerende bestyrelsesmøde torsdag eftermiddag, hvor Jens Vesterager er blevet udpeget som ny formand for bestyrelsen.