»Regel nummer fucking et, mand: Hvis du har slået nogen ihjel, aldrig fucking sige det.«

Uden at vide det blev den nu tiltalte for 2016-drabet på højgravide Louise Borglit i sommeren 2020 i al hemmelighed lydoptaget i sin celle i Enner Mark Fængsel ved Horsens.

På det tidspunkt havde politiet sendt en PET-agent med dæknavnet Frank ind i fængslet i håb om at skaffe afslørende beviser mod den nu 29-årige mand, som politiet mistænkte for det uopklarede kvindedrab i Herlev.

På det tidspunkt var han i gang med at afsone en straf på otte års fængsel for drabsforsøg på en ekskæreste.

Frank vandt hurtigt den mistænktes tillid ved at fortælle, at han selv sad fængslet for kvindedrab. Og på flere aflyttede samtaler fik det den nu tiltalte til ivrigt at tale om især kvindedrabet i Elverparken i Herlev.

Og 21. juni 2020 fortsatte den mistænkte på rumaflytningen med at snakke om drab, mens han om formiddagen var alene i sin celle.

»Jeg sværger, en idiot, mand –  Frank. Du skal aldrig sige, du har lavet noget drab. Du skal aldrig sige noget som helst, der har noget at gøre med drab. Regel nummer fucking et, mand: Hvis du har slået nogen ihjel, aldrig fucking sige det,« lød det fra den nu tiltalte.

Da aflytningen blev afspillet fredag formiddag ved byretten i Glostrup, kunne den tiltalte ikke umiddelbart forklare sine udtalelser. Han mente, at han formentlig havde sagt det ud af vinduet, i håb om at Frank i nabocellen hørte det gennem sit vindue.

Han kunne heller ikke forklare, hvorfor han ikke havde sagt det på en gårdtur lige inden sammen med Frank.

Godt et år senere er den nu tiltalte blevet flyttet til Nørre Snede Fængsel, hvor han på en aflytning 8. november 2021 snakker om en kvinde, som han havde gjort gravid, så de skulle starte forfra »ligesom for fem år siden«.

»Kan du følge mig. Nu har jeg så slået hende ihjel – jahha jaa, fuck mig, mand.«

På en senere aflytning fra 2. februar 2022 sidder den nu tiltalte alene på sin celle i Nørre Snede og ser en tv-udsendelse, om et drab i Nykøbing Sjælland, hvor politiet havde ledt efter spor i opklaringen.

»Jah, men I har aldrig fundet mig. I fandt aldrig frem til mig. Det kommer I aldrig til. 1 ud af 5 bitches.«

Udtalelsen forklarede han foran nævningetinget med, at det ikke havde relation til Elverhøj-sagen eller andre drab.

»Jeg har lavet meget kriminalitet, hvor jeg ikke er blevet taget. Det kan være knæk, røveri og andet.«

Fra en senere aflytning af hans celle i fængslet fra 15. februar 2022 kan man høre, at han i baggrunden har et tv kørende med en udsendelse om Amagermanden, der begik to drab og syv seksualforbrydelser.

Ifølge speakeren gjorde det Amagermanden til »den værste og måske mest kynisk serieforbyder i nyere dansk retshistorie«.

Det får den nu tiltalte til triumferende at udbryde:

»Næh – fordi de ikke har fanget MIG endnu, haha«.

I retslokalet i Glostrup kunne den 29-årige ikke forklare, hvorfor han havde sagt sådan i fængslet.

»Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg fyrer det af,« lød det fra den 29-årige.

Senere på samme hemmelige lydoptagelse fra fængslet siger han også til sig selv i cellen, at politiet burde tjekke ham:

»Jeg er stjernepsykopat.«

Der ventes dom i nævningesagen i Glostrup i slutningen af juni måned.

Andre læser også