En 43-årig mand har snydt Skat for 10,7 millioner kroner gennem sin leasingvirksomhed på Fyn.

Derfor skal han nu ikke alene i fængsel, han skal også betale millioner tilbage til statskassen.

Det afgjorde Retten i Odense fredag, hvor manden blev idømt tre års fængsel, hvoraf seks måneder er ubetinget, mens resten er betinget.

Ifølge retten har manden i perioden fra maj 2013 til februar 2017 snydt skattemyndighederne for 10,7 millioner kroner ved at give urigtige oplysninger om indregistrering af 90 leasingbiler.

På den måde slap han for at betale mange millioner i registreringsafgift.

Det lykkedes dog ikke manden at undslippe ordensmagten, og nu kan han se frem til tid bag tremmer og en klækkelig bøde på 5,3 millioner kroner til statskassen.

Han blev dømt efter straffelovens paragraf 289, der handler om unddragelse af registreringsafgift af særlig grov karakter.

Den 43-årige modtog med det samme dommen.