Københavns Vestegns Politi efterlyser nu to mænd, som de mener har befundet sig i det område, hvor en 35-årig mand blev skudt fredag.

Ifølge politiet er der tale om to gerningsmænd, der skulle stå bag drabet på den 35-årige, der blev ramt af flere skud. 

Skyderiet fandt sted fredag den 2. maj kl. 17.47 på Novembervej ud for Pilegårdsvej 21 i Søborg.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

»De to gerningsmænd er set i området af vidner ca. et kvarter før skyderiet. Vidner har bidt mærke i dem, fordi de var klædt på en måde, så de stak ud i forårsvarmen,« siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

Vidner beskriver de to mænd som:

- Den ene person blev set ved skraldeskuret ud for Pilegårdsvej 24 ca. kl. 17.30. Han var iført sort tøj.

- Den anden person blev set siddende ved kælderskakten til Pilegårdsvej 26 cirka samtidig. Han bar lyse bukser, mørkt overtrækstøj og kasket.

Politiet efterforsker sagen massivt på nuværende tidspunkt, lyder det.

»Vi kører fortsat en massiv efterforskning for at få klarlagt omstændighederne i forbindelse med skyderiet,« siger Charlotte Skovby.

Københavns Vestegns Politi opfordrer alle, der har oplysninger om sagen – også selv mindre detaljer – til at kontakte politiet. Telefon 43861448 er bemandet døgnet rundt.

Opdateres...