En 20-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet i et grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han er sigtet for trusler på livet, frihedsberøvelse og grov vold begået tirsdag og onsdag mod en 25-årig kvinde på en adresse i Brabrand.

I retten kom det frem, at den sigtede blev anholdt onsdag klokken 17.22.

Den 20-årige er sigtet for fem forhold herunder trusler og for at have holdt kvinden indespærret i sin bil. Han skulle samtidig have kastet kvinden ud af bilen, mens den stadig kørte.

I retten fremlagde anklageren en lang række trusler, der skulle være kommet fra manden forud for anholdelsen.

»Jeg ved, du er hjemme. Jeg skal nok få dig ud på den ene eller anden måde«, »Der er ikke langt op til din altan. Bare vent og se, hvad der sker«, »Jeg kunne slå ihjel lige her. Der ville aldrig være nogen, der fandt ud af det. Men jeg skal gøre noget, der er meget værre med dig.«

Samtidig skulle manden på et tidspunkt have tvunget kvinden ind i sin bil, hvor han angivelig skulle have strammet en sikkerhedssele over hende, så hun ikke kunne få luft. Hun forsøgte at råbe om hjælp, men kunne ikke få luft.

I bilen skulle han have holdt hende indespærret over længere tid, hvor han blandt andet skulle have udtalt »Du får ikke lov at gå herfra, om jeg så skal sidde her en, to, tre eller fem dage.«

Derudover lyder sigtelsen på, at han skulle have kørt en tur med kvinden, hvor han skubbede hende ud af bilen, mens den stadig kørte.

Herefter anmodede anklageren om dørlukning. Begrundelsen var, at efterforskningen på nuværende tidspunkt er på et tidligt stadie.

B.T. og Aarhus Stiftstidende protesterede, men dommeren lukkede alligevel dørene, hvorfor pressen forlod salen under resten af grundlovsforhøret.

Det er derfor stadig uklart, hvilken relation de to har til hinanden.

Torsdag eftermiddag blev manden varetægtsfængslet frem til 11. marts. Han nægtede sig skyldig og kærede kendelsen til landsretten.