Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En flok 2. klasseelever gjorde et makabert fund i et parkeringshus i Hillerød på en skoletur i december: En død mand under en trappesats.

Det bekræfter Nordsjællands Politi over for Frederiksborg Amts Avis.

2. december var eleverne fra en 2.klasse på vej i Slotshaven i Hillerød sammen med deres lærer, da nogle af børnene fik øje på en livløs mand. Han lå i bunden af en trappeskakt i et parkeringshus, de kom forbi. Elevernes lærer sørgede for at få tilkaldt politiet, og derefter blev det konstateret, at manden havde været død i flere dage.

»Vi sendte nogle over fra politistationen. Da vi kommer over, er det åbenbart, at han er død. Ud fra hvordan hans tilstand var, må han have været det i et par dage,« siger politikommissær i Nordsjællands Politi Henrik Rasmussen til Frederiksborg Amts Avis.

Ifølge Nordsjællands Politi er der tale om en 46-årig mand uden fast bopæl. Den afdøde, hjemløse mand blev fundet med et tæppe over sig og omgivet af affald, tøj og tomme spritflasker.

Ved ligsynet kunne dødsårsagen ikke umiddelbart fastlægges, så den afdøde blev obduceret. Her viste det sig, at manden, der efterlader sig en bror, var død af en blodprop. Årsagen til blodproppen kendes ikke, men han er hverken død af kulde eller spritindtag.

Politistationen er nabo til parkeringskælderen, men skoleeleverne var de første, der opdagede manden. Politiet ved derfor ikke, hvor længe han har opholdt sig der.

Den sidste adresse, han var registeret på var i Fredensborg Kommune.