En 16-årig dreng var helt klædt i sort og sad roligt og kiggede frem for sig, da han fredag eftermiddag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense.

På tilhørerpladserne bag ham sad hans onkel og hans tydeligt berørte mor.

Den 16-årige er ifølge anklagemyndigheden personen, der lørdag den 23. april stak en 14-årig adskillige gange med en kniv.

Derfor blev han anholdt fredage formiddag og er nu sigtet for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter og forsøg på manddrab.

Selv nægter han sig skyldig.

Efter knap tre timers grundlovsforhør lyder afgørelsen, at den 16-årige skal varetægtsfængsles i surrogat på en ungdomsinstitution frem til tirsdag 24. maj.

Varetægtsfængslingen sker på baggrund af begrundet mistanke om grov vold. Og altså ikke forsøg på manddrab, som han ellers var sigtet for.

Forsvareren har udbedt sig forbehold om kæring af varetægtsfængslingen.

Knivstikkeriet fandt sted i Lærkeparken i Vollsmose omkring klokken 20.22, hvor den 14-årige dreng blev ramt af knivstik i venstre underarm og i hovedbunden, hvor han fik en lang flænge.

Ifølge anklagemyndigheden skete overfaldet efter, at flere personer sammen var ankommet til stedet bevæbnet med knive, peberspray og en pistol.

Derefter blev den 14-årige sprøjtet i øjnene med peberspray, hvorefter gerningsmændene huggede flere gange med kniv mod hans hoved og hals.

Da den 14-årige forsøgte at afværge knivstikkene med sine arme, blev han stukket flere gange på underarmene, hvilket blandt andet resulterede i, at flere sener og nerver blev skåret over.

Det fremgik af sigtelsen mod den 16-årige, som blev læst op, inden dørene til grundlovsforhøret blev lukket for offentligheden.

Dørlukningen skete, fordi flere de andre mistænkte i sagen enten ikke er identificeret eller blevet afhørt af politiet.

Derudover blev der nedlagt navneforbud.

Selvom politiet fortsat mangler at identificere mulige medgerningsmænd og foretage afhøringer, er der en anden sigtet i sagen.

Samme dag som knivstikkeriet fandt sted 23. april blev en 18-årig mand anholdt.

Han blev løsladt dagen efter, men er altså fortsat sigtet.

På dagen for knivstikkeriet fortalte vagtchef ved Fyns Politi til B.T., at den 14-årige var i stabil tilstand og uden for livsfare.

»Klokken 16.56 får vi en melding om knivstikkeri i Lærkeparken, og meldingen lyder på, at en mand skulle være stukket med kniv. Vi konstaterer ved ankomst, at det er en 14-årig dreng, som er blevet stukket,« forklarede vagtchef Milan Holck Nielsen til B.T. den 23. april.

På daværende tidspunkt var der ingen anholdte i sagen, men politiet oplyste, at gerningsmanden var løbet fra stedet med kniven.

B.T. følger sagen.