Fredag aften blev en 11-årig dreng hastet til Sygehuset i Aalborg efter en ulykke i svømmehallen i Frederikshavn.

Lørdag eftermiddag oplyser Nordjyllands Politi, at han er afgået ved døden.

»Han er desværre afgået ved døden, det er en rigtig ærgerlig situation,« fortæller vagtchef Henrik Beck.

Drengen var på tur med sin skoleklasse, da han pludselig blev fundet ukontaktbar i vandet i svømmehallen.

Hvad der er årsag til den tragiske ulykke er fortsat uvis, men vagtchef Poul Fastergaard fortalte tidligere på eftermiddagen:

»Han legede på nogle legeredskaber, og så bliver han pludselig fundet livløs under vandet. Vi betragter det som en tragisk ulykke.«

Søndag vil elever og forældre blive samlet og få hjælp til at håndtere det, der er sket. Desuden kan de øvrige gæster i svømmehallen kontakte kommunen, hvis de har brug for krisehjælp.

Politiet skal nu have talt med flere vidner samt se videoovervågning igennem for at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.