B.T. ser tilbage på de danske Formel 1-kørere, og i dag gælder det så Tom Belsø.
Tom Belsø grundlagde karrieren i en Volvo Amazon på Roskilde Ring, flyttede som den første dansker til udlandet for at udleve racerdrømmen og fik i 1973 chancen i Formel 1.
Den københavnske automekaniker havde sikret sig Marlboro som personlig sponsor. Da cigaretproducenten samtidig var sponsor for Frank Williams' lille Formel 1-team, der manglede en kører til Sveriges Grand Prix 1973, blev Belsø med kort varsel hentet til Anderstorp-banen.
Han havde erfaring fra andre Formel-klasser, men havde aldrig kørt Formel 1. Alligevel var han hurtig nok til at kvalificere sig, men Frank Williams mente ikke, danskeren var klar til et helt løb.
Det blev i stedet aftalt, at Belsø skulle debutere i USA's Grand Prix sidst på sæsonen, men da han nåede frem til Watkins Glen-banen, havde Williams lejet bilen ud til Le Mans-legenden Jacky Ickx.
»Jeg blev snydt på det groveste, og Marlboro-folkene var rasende,« fortalte Belsø senere om den forgæves tur over Atlanten.
I 1974 fik Belsø med Marlboros hjælp en 'delebil' i Williams-teamet. Han og hollænderen Gijs van Lennep skulle hver køre halvdelen af sæsonens løb, og danskeren kom første gang til start i Sydafrikas Grand Prix i marts.
Tom Belsøs og Danmarks Formel 1-debut varede dog blot få sekunder. Fra sin position i bageste række kunne Belsø ikke få Williams-raceren i gear, og han udgik nærmest på startstregen.
»Jeg har Frank Williams mistænkt for at sabotere min bil. Jeg tror, han fik strammet min kobling inden starten. I hvert fald var den så stram, at den blev brændt af, da starten gik,« fortalte Belsø.
For det økonomisk pressede Williams-team var det en god løsning: Man opfyldte aftalen med Marlboro, men Belsø sled ikke på teamets bil, motor og dæk.
Belsø kvalificerede sig ikke til Spaniens Grand Prix, men kørte et godt løb i Sverige, hvor han kom i mål som nummer otte. Dengang blev der kun uddelt point til de seks første, men det var alligevel en absolut godkendt præstation.
Så kom det britiske grandprix, hvor Williams-teamet igen hæmmede Belsø. Han fik ikke de rigtige dæk, der var nødvendige for at kvalificere sig til løbet, og Danmarks første Formel 1-karriere sluttede med et gigantisk skænderi i pitten med teamchefen Frank Williams.