Ingen point, ingen fart, ikke overbevisende.

Haas er allerede blevet husket for alt det forkerte efter Canadas Grand Prix.

»Alt er negativt. Der er ikke noget positivt,« som teamchef Günther Steiner ganske præcist opsummerede en katastrofal weekend.

For fjerde gang i denne sæson måtte Kevin Magnussen og Romain Grosjean begge forlade et løb uden at score point. Og krydret med en påkørsel af en mur, brok plus skældud over radioen, manglende dæk-bingo og bare rent sort uheld er der kritikpunkter nok at tage fat i.

Det kan også ses i de store internationale mediers bedømmelser af holdets indsats, hvor specielt Kevin Magnussen får hug.

Hos Autosport.com er det hans tur ind i 'Wall of Champions', der fokuseres på. Her får danskeren 5 ud af 10, mens holdkammeraten får 7.

'Han var hurtig og kom i Q3, men kvalifikations-ulykken kostede dyrt, og i selve løbet var der ikke noget at komme efter,' lyder det.

Hos Formel 1's egen hjemmeside bliver Haas ganske kontant udråbt til en af weekendens 'tabere'. Her bliver der fokuseret på de generelle dækproblemer og problemerne med at finde 'vinduet', hvor de virker perfekt.

'Udfordrende tider for Haas, der stadig ikke har nogen reel ide om, hvordan man skal få det bedste ud af den nuværende generation af Pirelli-dæk,' konkluderes der.

Og hos Auto Motor und Sport bliver Kein Magnussens iørefaldende brokkeri over radioen påpeget. Han får kun karakteren 4 af 10 (det sker ikke tit, at han får så lav en karakter), mens Romain Grosjean får 6.

'Magnussen brokkede sig højlydt over radioen. Det var ikke specielt fair over for mekanikerne,' lyder analysen.

Den danske Haas-kørers vedvarende bemærkninger som 'det er den værste oplevelse, jeg nogensinde har haft i en racerbil nogensinde' fik Günther Steiner til ganske ganske usædvanligt at blande sig i radiomeldingerne, der normalt foregår mellem kører og ingeniør. Med et 'nok er nok'.

Det gør teamchefen kun, hvis der virkelig er noget galt.

Efter løbet forklarede han, hvorfor det var nødvendigt.

»De (Magnussen og ingeniøren, red.) begyndte at tale om et problem, som vi alle var klar over, at vi havde. De skulle bare stoppe, inden det eskalerede,« sagde Günther Steiner:

»Vi havde alle en dårlig dag. Jeg tror ikke, at han ville klandre nogen. Folkene havde arbejdet til kl. 3 om natten (på at reparere Magnussens bil, red.). Når man høre det fra den anden side af radioen, så lyder det anderledes. Og fyrene ved ikke alt, hvad der sker. De ved ikke så meget som Kevin. Så jeg sagde bare, at det var nok. Nu stopper vi den samtale.«

Haas-teamchefen understregede desuden, at der ikke var brug for en samtale om emnet, og fremhævede Kevin Magnussen for at sige undskyld til hele teamet efterfølgende.

Selv forklarede Kevin Magnussen episoden således: »Jeg var sindssygt frustreret under løbet – og jeg har jo ikke nogen at snakke med derude. Men min kommentar var ikke en kritik af teamet – den var udtryk for min kæmpestore frustration over at være så hjælpeløs i en bil, der er så god.«

Da Günther Steiner senest blandede sig i radiokommunikationen, var det i forbindelse med Spaniens Grand Prix. Her lød hans stemme til allersidst i løbet, fordi de to Haas i en tæt duel havde ramt hinanden efter en safety car-periode. Her fik både Kevin Magnussen og Romain Grosjean klar besked på at tale med Günther Steiner som den første.

I Canada endte Romain Grosjean med at køre sig til en 14.-plads, mens Kevin Magnussen blev nummer 17.

Næste løb køres i Frankrig 23. juni.