B.T. var på plads i Haas-kontoret, da Kevin Magnussen og Guenther Steiner mødtes efter Canadas Grand Prix.

Under løbet kom danskeren med en af de skarpeste kommentarer, der endnu er hørt over pit-radioen.

»Det er det værste, jeg nogensinde har oplevet i en racerbil,« sagde han frustreret.

Efter Haas-mekanikerne havde arbejde det meste af natten med at bygge en ny bil til danskeren efter hans crash lørdag, var det hårde ord.

Det blev en svær dag for Kevin Magnussen.
Det blev en svær dag for Kevin Magnussen. Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

Teamchef Steiner, der ellers sjældent blander sig i radiokommunikationen, svarede danskeren: »Så er det nok: Det er heller ikke sjovt for os!«

Alligevel var stemningen i Haas-kontoret efter løbet ikke anstrengt.

Luften var allerede renset, da Magnussen kort efter sit udfald undskyldte over pit-radioen, og nu var der smil og skulderklap mellem Steiner og Magnussen.

Men også masser af frustrationer over Pirellis dæk.

Endnu en gang havde Haas-racerens manglende evne til at udnytte dækkene sendt Magnussen og teamkammerat Romain Grosjean ud på en håbløs mission, hvor man kun kunne køre om kap med Williams' absolutte bundpropper.

»Bilen er så hurtig og kører så godt på en enkelt omgang, men det er absurd frustrerende, at den overhovedet ikke fungerer, når vi skal køre en serie omgange,« sagde Kevin Magnussen:

»Jeg var sindssygt frustreret under løbet – og jeg har jo ikke nogen at snakke med derude,« sagde Magnussen om sit radio-udfald.

»Men min kommentar var ikke en kritik af teamet – den var udtryk for min kæmpestore frustration over at være så hjælpeløs i en bil, der er så god,« fortsatte danskeren, der kom i mål som nummer 17.

Dommerne gav Hamilton sejren

Sebastian Vettel (Ferrari) tog føringen fra pole position og var på vej mod Ferraris første 2019-sejr, da han kortvarigt kørte af banen.

Hans manøvre med at komme tilbage på banen blev af dommerne beskrevet som 'ikke sikker' og udløste en fem sekunders tidsstraf, der sikrede Lewis Hamilton (Mercedes) endnu en sejr.

»Hvordan helvede skulle jeg eller have gjort? Det her er ikke fair,« skumlede Vettel, der trods tidsstraffen fik andenpladsen foran teamkammerat Charles Leclerc.

Næste løb køres 23. juni i Frankrig.