»Jeg er OK!«

Kevin Magnussen var forbavsende cool men ikke just i snakkehjørnet, da B.T. mødte ham kort efter hans crash i kvalifikationen til Canadas Grand Prix.

»Jeg havde klaret mig igennem til Q3 og jeg var i gang med at sætte en endnu bedre tid. Jeg pressede på overalt, og gik på gassen en lille smule for tidligt – så skete det bare. Jeg er meget ked af det på teamets vegne – de har rigtig meget arbejde foran sig. Jeg kommer sikkert til at starte fra pitten, men teamet fortjener bedre.«

Mod slutningen af Q2-kvalifikationen var han på vej mod en rigtig god tid, da han mistede herredømmet over Haas-raceren på vej ud af chikanen før start/mål. Bagenden ramte den famøse ’Wall of Champions’, hvor så mange store kørere er kommet galt af sted.

Bilen krydsede med høj fart tværs over banen og ramte pitmuren, inden den endnu en gang blev slynget tværs over banen, og ramte barrieren omtrent ud for Haas-pitten.

Inden crashen havde Magnussen sat en tid, der var god nok til at komme i Q3 for de 10 hurtigste.

Først sent i nat dansk tid har Haas-teamet oversigt over skaderne, og først da ved man med sikkerhed, om danskeren kan indtage sin 10.-plads på startgridden, eller han skal starte fra pitten.

Magnussens teamkammerat Romain Grosjean satte 17.-bedste tid, men var så tæt på Magnussens crash, at hans afgørende omgang blev ødelagt. Crashen var også indirekte skyld i at en af favoritterne, Max Verstappen (Red Bull-Honda), ikke kom med i Q3, og hollænderen måtte nøjes med 11.-pladsen.

Sebastian Vettel snuppede i de allersidste sekunder af Q3 sin første pole position i 2019. Han slog den regerende verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) med 2/10 sekund mens Charles Leclerc i den anden Ferrari var yderligere 4/10 efter.

Renault, der er Haas´ primære konkurrent i midterfeltet, imponerede med Daniel Ricciardos fjerdeplads og Nico Hülkenbergs syvendeplads..

»Det har været nogle svære uger, og derfor er jeg ekstra glad for denne pole position,« sagde Vettel med henvisning til at alle årets løb indtil nu er vundet af Mercedes.

»Jeg ved ikke, om vi kan holde os foran Mercedes i morgen, men nu har vi i det mindste sikret os det bedste udgangspunkt,« fortsatte Vettel.

Canadas Grand Prix starter søndag klokken 20.10 dansk tid.