Kevin Magnussens chef, Gene Haas, har besluttet sig. Han fortsætter i Formel 1.

Den amerikanske multimillionær, der startede sit Team Haas F1 i 2015, har underskrevet en ny aftale med Formel 1-organisationen og har bundet sig i yderligere fem år ud i fremtiden.

Onsdag er det meldt ud, at alle de 10 nuværende teams har underskrevet den såkaldte Concorde-aftale, der kommer til at gælde fra 2021-25.

Gene Haas har de seneste måneder overvejet at lukke sit team. Hvis det skete, ville Magnussens chancer for at fortsætte i Formel 1 være minimale. Nu er der andre perspektiver for danskeren.

Team Haas F1 har en option på Kevin Magnussen for 2021, mens holdkammeraten Romain Grosjean har kontraktudløb efter denne sæson.

Teamchef Guenther Steiner har i de seneste uger understreget, at man med en ny Concorde-aftale vil begynde at se på teamets planer for den kommende sæson.

Den dansk-franske duo har kørt for Haas siden 2017. I de fire sæsoner har danskeren scoret 96 point mod franskmandens 73, mens Kevin Magnussen har scoret Haas' hidtil eneste point i 2020.

Nico Hülkenberg, der for nylig imponerede i to løb som stand-in for den corona-ramte Sergio Perez i Racing Point-teamet, er nævnt som en mulig afløser for enten Grosjean eller Magnussen.

Alle de 10 nuværende teams har underskrevet den nye Concorde-aftale, der vil sikre en mere ligelig fordeling af sportens indtægter.

»Vi er glade for at have opnået en aftale med alle teams, der sikrer sportens fremtid. Alle sportens fans vil se tættere løb og alle teams skal have en chance for at komme på sejrskamlen. Det vil den nye Concorde-aftale og det nye reglement fra 2022 sikre,« siger chefen for Formel 1-organisationen Chase Carey.