Når man spørger Henrik Voldborg om, hvad dagen i dag betyder for ham, indleder han hverken med små-filosofiske betragtninger om livet eller om det at nå et skarpt hjørne, som 75 år nu engang er.

Næ, han begynder at tale om vejret.

- Jeg kan se, at det bliver en lidt turbulent dag i morgen (i dag, red.). Meget blæsende. Til gengæld titter solen også frem, så plejer man vist at sige, at jeg har været artig i det forgangne år, forklarer fødselaren Henrik Voldborg, der med ét falder tilbage i sin gamle rolle som vejrvært, og pædagogisk begynder at forklare det spændende ved de kommende fem dages prognose. For vejret har han bestemt ikke lagt fra sig, selvom den vejrværternes 'grand old man' gik på pension for lidt over 10 år siden.

Bakterier i blodet

Dagens vejr minder på mange måder om det år, Henrik Voldborg har haft. Med blæst og kulde, men også med masser af solstrejf.

I december blev Henrik Voldborg indlagt med alvorlige smerter i lænden, men efter tre uger blev han uskrevet igen. Bedst som vejret blev mildere.

- Jeg havde nogle bakterier i blodet, og en byld og noget, men nu er jeg tilbage til, hvordan jeg havde det før. Jeg har det rigtig godt, og det var godt, at jeg kom hjem hurtigt. Ellers havde vi nok fået isvinter, siger fødselaren, efterfulgt af sin karakteristiske latter.

Tennis og cello

I stedet kan Henrik Voldborg nu koncentrere sig om sine fritidsbeskæftigelser. Tennissæsonen er lige på trapperne, men hvis vejret ikke tillader det, finder han sin cello frem, eller øver sig på klaveret, dog indtil nu kun er til husbehov.

Hjælper venner med vejret

Henrik Voldborg og vejret har altid fulgtes ad, siden han som ti-årig blev betaget af en stribe vejrfænomener. Og selvom Vejrmand-Voldborg nu er gået på pension, kan han alligevel ikke lade det ligge. Derfor er det også belejligt, når venner og familie ringer for at få gode råd.

- Måske har de ikke besluttet, hvor de skal tage hen på ferie, og der kan jeg bidrage med lidt vejr-viden. Vi gør det også selv, når vi ikke ved, hvor vi skal hen. Eller hvornår vi lige skal tage over til vores hus i Sverige. Heldigvis er vi jo pensionister, så vi kan tage af sted, når vejret passer, griner Henrik Voldborg, der af og til savner at præsentere vejret, når en snestorm, en orkan eller et ordentligt tordenvejr truer Danmark.

Familien havde Henrik Voldborg på besøg i søndags, så dagen i dag skal tilbringes spontant sammen med konen Anne Marie.