'The Office'-stjernen Ricky Gervais optrådte fredag aften for første gang i Danmark. Rygterne om den britiske komiker og twitterstjernes grænseoverskridende standup-show var løbet i forvejen forud for aftenens optræden i en udsolgt Royal Arena. Halvanden times standup-show afslørede ham som en teknisk ferm og morsom komiker, men hans bedrifter som tv-producent og -forfatter og -skuespiller er langt større og mere interessante end ’Humanity’, som det akutelle show hedder.
Fokuser på målet - ikke på objektet.
Det kunne være overskriften på Ricky Gervais budskab. En anden overskrift: du skal alligevel dø, grin af det hele. Eller en tredje: jeg vil for enhver pris forsvare en fundamentalistisk, religiøs fanatikers ret til at ønske at se mig kneppet af Satan. Det handler om ytringsfrihed med andre ord. Blandt andet.
Gervais tager – med rette – for givet at vi mange danskere i salen i den amagerkanske koncertsal kender hans meritter som vært for Golden Globe og tidligere britiske prisuddelinger. Bare lige for en sikkerheds skyld åbner han ballet – efter et par sløsede jokes om vikingernes bedrifter i UK – med sidste års Golden Globe-joke om Caitlyn Jenner – der tidligere var mand og hed Bruce Jenner, indtil hun fik en kønsskifteoperation.
»Jeg har forandret mig, men ikke lige så meget som Caitlyn Jenner.« Plus noget om hendes evner som bilist. For et par år siden dræbte hun, mens hun stadig var han, en person i et biluheld.
Sagen bruges som eksempel på, hvad Gervais vil med sin humor. Han vil gerne forklare sig. I dette tilfælde at sige noget om kendisser der slipper af sted med at køre folk ihjel uden straf.
Men i stedet for at fokusere på sagen, fokuserede de forargede på ’objektet’ med anklager om, at Gervais håner transseksualitet. Så forstå det dog, siger Ricky igen og igen. Hans berygtede kynisme er bare et greb.
Tilsvarende med en rutine om mennesker med allergi. Stakkels Gervais fløj på første klasse i et fly sammen med kvinde, der led så kraftigt af nøddeallergi, at der ikke blev uddelt peanuts i flyet. 'Hvordan er hun blevet 80 år gammel?,' spørger han. Og sætter trumf på sin bid med at konstatere, at han hellere ville sidde ved siden af Hitler til en middag end med et barn med allergi.
Hvorfor skal noget så naturligt som allergi ophæves til en epidemi? Er Gervais’ pointe.
Tilsvarende igen med en meget lang rundgang om Gervais’ og hans kærestes selvvalgte barnløshed. Rigtig gættet. Han er ikke den store fan af børn. Slet ikke af tanken om, hvordan hans forkælede rigmandsbørn (Gervais bor i et 90 mio. kr. dyrt hus i Hampstead) ville opføre sig. Han ville hade dem. Også når de blev narkomaner.
Der er mange tabuer i spil. Intet er for langt ude. Gervais kan klassikeren, at vende tingene på hovedet. Pædofili er blevet et samfundsproblem. Han savner gode, gamle dages klamme mænd i beskidte frakker, som der fandtes i enhver by. Dem kunne man forholde sig til. Og give et håndjob. Terroren. Næh, i de gode gamle dage ringede IRA i forvejen, når de sprængte en bombe.
Igen. Fokuser på målet ikke objektet: den teknologiske udvikling gør forbrydelserne værre.
Og vist er det interessant og sine steder stærkt latterfremkaldende. Gervais er en fremragende skuespiller, der forstår at lægge så megen luft og forsonlighed ind i sit spil, at kræft til morgenmad glider ned.
Han er trods alt et af de største og mest kontroversielle underholdningsfænomener i den vestlige verden i 00erne og 10erne. Altid spændende at blive lukket indenfor i kunstnerens lønkammer.
Men det bliver også for meget. For selvom selvironiske Gervais er lige så harsk ved sig selv som ved alle mulige andre, er det så ikke ligesom, det bliver lidt skingert?
Se mig, jeg tør sige Hitler, pædofili, aids, terror, kræft, homoseksualitet. ’Peter og ulven’ om igen. Gervais råber ’flyt jer, her kommer et tabu’ så mange gange, at det ikke bare bliver usjovt og ufarligt, men også begynder at ligne konturerne af selvretfærdig selvkarikatur. Lad de fornærmede få fornærmelser.
I hvert fald for denne anmelder, der mindes et flyvende cirkus, der gjorde det samme for mange år siden med betydelig større charme.
Forskellen er måske tidens kontekst. Monty Python - og Monrad og Rislund herhjemme - gjorde op med en småborgerlig puritanisme med ganske få organiserede stemmer – mestendels presse og kirker. I dag er er vi alle vores egne små hellige krigere, utålmodigt ventende på noget at forarges over i det foretrukne sociale medie.
Ricky Gervais er uomtvisteligt sjov. Og det tjener ham til ære, at han gider krigen mod krænkelseskulturen og den politiske korrekthed, hvad det så er. Han er god i den fysiske komik - f.eks. i roller som hunderacer. Han er god, når han er rigtig vred - og krænket. Ironisk nok.
Men efter halvanden time med ’Humanity’ må man konstatere, at komikeren Ricky Gervais så langt fra er lige så skarp, vedkommende, bevægende eller grinagtig i rollen som Ricky Gervais, som han er i rollen som kontorchef og rockstjerne i egen indbildning, David Brent, fra 'The Office'.
Ricky Gervais, 'Humanity', Royal Arena, fredag aften
