Ghita Nørby indstiller sin teaterkarriere til næste år, men bliver hun tilbudt den rigtige rolle, slår hun til

Selvom dansk teaters førstedame, Ghita Nørby, umiddelbart har planlagt at trække sig fra landets teaterscener efter den 11. maj 2017, vil hun ikke forlade teaterkunsten fuldstændigt.

Den 81-årige skuespiller er stadig lige så klar på livet som altid – og på at stille sig på en scene igen, hvis den rigtige rolle byder sig.

»Tænk på Frank Sinatra – han havde jo også mange afskedsforestillinger,« siger Ghita Nørby let grinende, før hun uddyber:
»Det er et hårdt arbejde at være på et teater, og jeg er da også nødt til at tænke mig om nu, hvor jeg har nået en vis alder, men jeg kan ikke sige, at jeg afgjort holder op med at spille skuespil. For er der nogen, som pludselig tilbyder mig en rolle jeg gerne vil spille, så tager jeg den med al sandsynlighed. Jeg stopper ikke fuldstændigt, før jeg bliver tvunget til det.«

Hun understreger, at hun fortsat vil medvirke i film og tv-serier samt holde foredrag.

I Folketeatrets sæsonprogram, der blev offentliggjort tirsdag, stod det ellers, at Ghita Nørbys optræden i stykket ’Sarah’ vil blive hendes afskedsforestilling. Siden sin debut i 1957 har hun spillet med i et utal af teaterstykker og medvirket i ikke færre end 146 danske og internationale film, kortfilm og tv-serier. Senest i filmen ’Nøgle hus spejl’ fra 2015, hvor hun spiller kvinden Lily, der i en sen alder genfinder kærligheden.

​Har måttet trække sig før

I november sidste år måtte den aldrende skuespiller trække sig fra en teaterrolle i stykket ’Skærmydsler’ på grund af stress. Sideløbende med at spille rollen som Hertha var Ghita Nørby nemlig også travlt beskæftiget med filmen ’Nøgle hus spejl’ og udgivelsen af sin bog ’Det er aldrig for sent...’, hvilket i sidste ende blev for meget for hende. Hun forsikrer dog, at det ikke er stress, som denne gang er årsagen til hendes teaterstop.



»Der var ganske enkelt for meget på én gang, og til sidst kunne jeg så bare ikke mere. Det var ikke sådan, at jeg faldt grædende sammen, men stress skal tages alvorligt, og derfor reagerede jeg. Denne gang er det dog frivilligt,« siger hun.

Intet planlagt

Hvad Ghita Nørby skal bruge den ekstra tid på efter sin sidste forestilling den 11. maj næste år, ved hun ikke endnu.

»Der er mere end et år til, så jeg har ikke planlagt noget allerede. Der er ikke noget, jeg ikke gerne vil. Vi må se, hvad der sker. Jeg skal bare bruge min fornuft,« fortæller hun.



Teaterstykket ’Sarah’ handler om den franske skuespiller Sarah Bernhardt, der ser tilbage på sit liv og sin karriere inden for teaterverdenen. At dét skulle gå hen at blive Ghita Nørbys sidste stykke – for nu – er imidlertid en tilfældighed, fortæller hun.