I januar blev hun gift. Fredag annoncerede hun sin første graviditet. Mandag blev hun skilt.

Den 28-årige 'Riverdale'-stjerne Vanessa Morgan strålede af babylykke, da hun lørdag lagde en stribe billeder på Instagram, der viste, hvordan hun i maj fandt ud af, at hun var gravid, til hun senere kunne afsløre, at det er en lille dreng, der gemmer sig i hendes mave.

Men nu kan Chicago Tribune afsløre, at ikke alt var fryd og gammen på de billeder.

Fem dage forinden havde hendes mand, baseballspiller for White Sox Michael Kopech, nemlig søgt om skilsmisse, som mandag gik igennem.

Hverken Vanessa Morgan eller Michael Kopech har endnu udtalt sig offentligt om skilsmissen, og det vides derfor ikke, hvad der er årsagen til, at baseballstjernen ønskede at slutte det knap syv måneder lange ægteskab.

En ting er dog sikkert – de to er ikke helt færdige med hinanden, for til januar næste år føder Vanessa Morgan parrets første fælles barn.

En talsmand for Michael Kopech har fastslået, at han er faren til barnet, men han har ikke ønsket at udtale sig yderligere om parrets situation.

Selv om det må være en turbulent tid for Vanessa Morgan, så har hun fortalt på Instagram, at hun er fuld af glæde over sin graviditet.

'Jeg er fuld af lykke over, at jeg skal byde min lille dreng velkommen til verden til januar. Det er, som om alt, jeg troede, betød noget i verden, har ændret sig fuldstændig,' skriver hun til sit Instagram-opslag og fortsætter:

'Jeg kan slet ikke forstå, hvor meget styrke og vækst du (babyen, red.) har givet mig som din mor'.