Den gode, den onde og den grusomme

En af denne verdens største fjender af politisk korrekthed er på vej til Danmark. Fredag optræder komikeren Ricky Gervais i Royal Arena i København med showet ’Humanity’, der lige nu turnerer verden rundt.

At dømme efter foromtalerne sparker han som altid til alt og alle. Der er vittigheder, der refererer til voldtægt, pædofili, seriemordere, aids, dødelige allergier, holocaust og transkønnethed; specielt er han ude efter Caitlyn Jenner.

Især sitcom-serien ’The Office’ og Gervais’ optrædener ved diverse prisuddelinger har gjort den 56-årige komiker elsket og hadet som manden uden grænser og forbehold. Han er kåret som den tredje vigtigste mand i engelsk underholdning. Og som en af de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Intet mindre.

Måske er det onkel Reginalds paryk skyld. For Gervais, der voksede op i Reading, vest for London, er et af de tidligste barndomsminder familiesammenkomster med onklen, der bar en absurd mispassende paryk. Drengen Ricky tænkte: 'hvorfor er der ingen i familien, der siger det lige ud: du ligner l… med den paryk?'.

Fældet ned i en sætning har Gervais’ liv siden handlet om at bryde tabuer.

Barndommen og ungdommen i Reading nord var ikke specielt lykkelig. Han har takket sin senere ven David Bowie for at sætte musikalsk kulør på årene, hvor han tilbragte sin barndom i Readings ’elendighedsstank’, under en rimelig streng opdragelse, der var med til at skabe en trang til at fnise på de forkerte tidspunkter. Selv til hans egen mors begravelse.

Musikken har Gervais taget med sig videre, han optræder af og til, både som sig selv og sin figur David Brent. Han nåede en kort periode at arbejde som manager for Suede.

Det helt store gennembrud kom med den skoledannende sitcom-serie ’The Office’, der som titlen fortæller foregår på et kontor med Gervais’ egen figur, den indbildske narcissist David Brent i spidsen. Serien, der inspirerede ’Klovn’, er befolket af tåber. Det samme med efterfølgeren ’Extras’, hvor Gervais og ven og medproducer Stephen Merchand spiller et par narrehatte af agenter, der opsøges af et rend af verdensstjerner som f.eks. Robert de Niro og David Bowie.

Ricky Gervais som David Brent i 'The Office'
Ricky Gervais som David Brent i 'The Office' Foto: Pressefoto
Vis mere

Gervais har flere gange sagt, at det var det en stigende strøm af realityshows i 90erne, der inspirerede ham til ’The Office’, der skulle blive den første britiske komedieserie, der blev nomineret til og vandt amerikanske tv-priser. Og den amerikanske version med Ben Stiller er endnu mere populær i USA.

Sideløbende med tv-karrieren har Gervais forfinet sit udtryk som komiker. Især en uendelig strøm af fornærmelser ved BAFTA og Golden Globe-uddelingerne har bygget på rygtet om en komiker, der er foretrækker dyr frem for den idiotiske menneskehed.

Og dog. Ondskaben eller den kompromisløse brutalitet har en modsætning i Ricky Gervais. Som det ses i Netflix-serien 'Derek', hvor Gervais spiller en imbicil plejer på et plejehjem, der er god som dagen er lang.

»Den handler om venlighed. Om den glemte. Mennesker, der ikke kendte hinanden tidligere, er nu derinde, fordi de er i de sidste år i deres liv. Og det handler om de mennesker, der hjælper dem, der selv er tabere og har deres egne problemer. Det handler om en flok mennesker med ingenting, men gør det meste ud af det, og de er sammen. Derek hjælper gamle mennesker, fordi ingen bekymrer sig om gamle mennesker i dette land,« siger Gervais.

Af samme grund vil det også være for nemt at afskrive Gervais’ humor som en form for projicering af egen mental uformåenhed og manglende menneskeligt overskud. Som man ellers ofte kan gøre med mennesker, der påtager sig rollen som kyniske misantroper.

Gervais hamrer de kendte

Et udpluk fra Golden Globe-uddelingen 2016, hvor han var vært.

»Den fremragende 'Spotlight' er blevet nomineret. Ja. Den katolske kirke er rasende over filmen, som viser, at fem procent af dens præster voldtager børn og har fået lov til at fortsætte med at arbejde uden straf. Roman Polanski kaldte det 'den bedste date film nogensinde.'«

»Jennifer Lawrence kræver ligeløn for kvinder i Hollywood. Hun modtog overvældende støtte fra mennesker overalt. Der var marcher i gaderne med sygeplejersker og fabriksarbejdere, der sagde: 'Hvordan i helvede kan en 25-årig leve af 52 millioner dollars?!«

- Ved introduktion af Matt Damon: »Han er den eneste person, Ben Affleck, ikke har været utro.«

- Ved introduktion af Eva Longoria og America Ferrera: »To mennesker, som jeres fremtidige præsident, Donald Trump, ikke kan vente med at udvise.«

Om at introducere Mel Gibson, som han tidligere har fornærmet. »Hør, jeg har det stadig dårligt. Mel har glemt alt om det tilsyneladende, det er hvad druk gør. Jeg vil gerne sige noget godt om Mel, før han kommer ud. Så: Jeg vil hellere drikke en drink med ham i hans hotelværelse i aften end hos Bill Cosby.«

Dansk komiker: derfor er Gervais genial

BT har bedt komikeren Thomas Wivel, der netop er aktuel med bogen 'De visionære provokatører' begrunde sin begejstring for Ricky Gervais.

Ricky Gervais formår som ingen andre at fornærme alt og alle. Han ekscellerer i det. Det er hans spidskompetence. Han er den komiker, der stærkest forstår at brillere i det spændingsfelt, der er opstået i nyere tiders tiltagende puritanske selvretfærdighed. Dynamikken i hans humor får netop næring fra krænkelseskulturen. Det er den, han befinder sig bedst i. Her kommer han til fri og fabulerende udfoldelse. Han er uhæmmet penibel, hvor han kan komme til det og har ingen fortrydelser. Sådan er kodeks. Der er ingen forsonende smil til at afslutte de utæmmede, de uforstyrrede hudflettelser. Det er hans største bedrift. Insisterende at tyre punchlines hårdt ind på fine fornemmelser. Han er ligeglad. Hans mission er at vride pænheden op. Til helvede med den. Det drejer sig om at provokere. Ikke til at irritere. Det er han hævet over. Han er på et højere niveau. Det er nyrestød på alle de fornærmede. De nærtagende. Ricky holder fanerne højt for komikere. Han siger til os, at vi ikke må give efter. Fortsæt cirkelsparkene. De verbale. Ufortrødent.

Ricky Gervais og hans partner Jane Fallon EPA/DANIEL DEME
Ricky Gervais og hans partner Jane Fallon EPA/DANIEL DEME Foto: DANIEL DEME
Vis mere