Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med Per Schultz Jørgensen om fællesskaber, krigsvintre, uopdragne forældre og meget, meget mere ...

Alting var bedre i gamle dage ... nej, det mener jeg bestemt ikke. Jeg er ikke nostalgisk, og ønsker ikke at rulle filmen tilbage. Men vi har nogle nye udfordringer. Vi har fået højere materiel velstand, men har også mentale udfordringer, der handler om vores indre værdier, og hvad det gode liv er. Mange mennesker i dag mister livsmodet, i gamle dage havde vi fattigdom og autoritær undertrykkelse, det er vi heldigvis sluppet af med. Enhver tidsperiode har sine gevinster og omkostninger. Vi har højteknologi og sociale medier, internet og tv. Vi kan dele mange ting med hinanden, men vi skal selv leve vores liv. Den dybe ensomhed, som ligger der, skal have noget at tro på, den skal have nogle værdier, og det har vi ikke i dag. Engang havde vi stærke fællesskaber, i arbejderkulturen og landbokulturen, hvor du skulle bidrage og være til nytte. Folk var inkluderet automatisk. I dag er vores menneskesyn ændret, så det til hver en tid er den enkelte, der har ansvaret for sin egen skæbne. Den enkelte skal selv gribe dem og udnytte sine muligheder. Og lykkes det ikke, er du en personlig fiasko. Vi har fået friheden – også til det frie fald.

Jeg blev selv opdraget meget ... principfast, og det var en opdragelse, der forpligtede i forhold til de kristne værdier i familien. Vi var seks børn, og vi skulle leve op til nogle forventninger dengang i 30’erne, 40’erne og 50’erne under små kår. Vi skulle alle bidrage og vise hensyn. Jeg fik en kærlig og omsorgsfuld opdragelse, og den var også principfast. Min far bad bordbøn og aftenbøn, der spillede en stor rolle for os under krigen.

Det gode ved ritualer er ... at man har nogle klare, tydelige forventninger, altså en vis orden, som børn kan se sig selv i. Jeg tror det bedste børn ved, er orden, det næstbedste er totalkaos, og det værste er, hvis det er mors eller fars humør og lunefuldhed, der afgør det. Ligesom i ’Mor er træt lige nu’. Der begynder børn at sætte forsvarsværker op, fordi de ikke kan forudsige, hvad der sker lige om lidt, og de ønsker ikke at blive fanget. Det er ikke fordi, jeg går ind for, at man indfører faste ritualer i alle familier, men uden struktur og rammer, får man aldrig en vis struktur i det mentale.

Jeg har opdraget mine egne børn ... – jeg har tre – i tæt samarbejde med min kone, fordi vi har haft en slags arbejdsdeling, hvor jeg mest stod for strukturen, og hun mest for det mere umiddelbare, relationelle, kærligheden, omsorgen og eftergivenheden. Det var en deling, vi kunne føle os trygge ved, og det gav en tilpas blanding af kærlighed og principper. Det er vigtigt, at forældrene tager lederkasketten på. Vi havde ved børnenes værelser en telefon, de måtte bruge, men der hang et skilt over, hvor der stod ’Frihed under ansvar’. Det var nemlig meget dyrt at tale i telefon dengang.

Konflikter er nødvendige, og de er også positive ... for de er jo en ventil på et system med følelser, som man kan være nødt til at komme af med ved at råbe en gang i mellem.

Jeg tog fejl vedrørende ... det politiske. Jeg stemte nej til EF i 1972, for jeg var meget optaget af det nordiske samarbejde, og troede det kunne lade sig gøre. Men jeg blev klar over, at den var gal, og i dag er jeg overbevist europæer. Jeg ser det europæiske fællesskab som meget vigtigt, ikke mindst efter Trump og Brexit.

Selvværd og selvtillid er noget, jeg har fået ved ... at blive troet på, og ved at kunne leve op til forventningerne til mig. Det er sociale forventninger, som giver én en fornemmelse af, at man har betydning. Nøgleordet for selvværd er, at jeg oplever, jeg har betydning som menneske uanset mine præstationer. Det er ikke noget, man skal gøre sig fortjent til. Selvværd kommer af at andre sætter pris på en trods ens fejl og mangler.

Jeg husker de kolde vintre under krigen... der var så meget sne, at den faktisk lå op til tagrenden, og vi måtte grave os ud en gang – og samtidig skulle vi afsted til skolen. Min far var væk, fordi han var arresteret af tyskerne og sad i koncentrationslejr, og min mors tristhed, fordi hun havde svært ved at overkomme det hele, og derfor skulle jeg klare meget – det bidrog til min robusthed. Der var ned til minus 20 grader og mælken i mælkeflaskerne frøs, så kapslen sad fem centimeter over. Jeg tog fedtlæderstøvlerne på og løb det meste af de tre kilometer til skole. Vi havde kun et rum på ti kvadratmeter opvarmet med tørv i kakkelovnen. Det var et kæmpe arbejde at holde varme på.

Børn føler afmagt, når ... de bliver sat uden for. Ekskluderet af fællesskabet, hvor det er de andre, der bestemmer ens skæbne. Børns utrolige ensomhed kommer herfra. Som en amerikansk psykolog kollega sagde: ’At blive dømt ude af en jury af jævnaldrende, kommer man sig aldrig over. Jeg gjorde i hvert fald ikke’. Afmagt er, når man føler, man er fravalgt. Det er værre end at komme i slagsmål – eller drillerier, som kan gå over.

Troværdig ros er, når ... man har bidraget med noget og har et synligt bevis i kraft af, at man kan se det med egne øjne: ’Jeg har løftet min del af opgaven. Jeg hjalp dig. Jeg gjorde noget selv. Jeg dækkede bord,’ eller ’Vi knoklede med træstammerne, og du hjalp mig’. Når et barn kan se, at det har bidraget med noget, får det en fornemmelse af, at rosen er berettiget. Hvis forældre hele tiden slynger om sig med, ’nej, hvor er du god’, og ’du er verdensmester’, tror barnet ikke på det. Vi strør om os med den slags, fordi de giver os et alibi til at gå vores vej. Den troværdige ros er, når barnet selv kan se det. Hvis den lille kommer med en tegning, skal man være ægte interesseret i, hvad den forestiller – man skal gå over ’broen’ – i stedet for bare at komme med en omkostningsfri udtalelse som, ’den er verdens flotteste’, og så fortsætte i en fortravlet hverdag.

Det er angstfremkaldende for børn, når de stilles overfor ... rædsel uden håb. Terror uden håb eller krig uden håb. Eller som en mor, der ringede til mig sagde: ’Hvad skal jeg sige til mine børn, nu Trump er blevet præsident. Hvad kan den galning finde på?’ Og børn kan jo ikke lukkes ude fra verden, de har jo Facebook og støder også på galninges udtalelser. Vi er nødt til at snakke med vores børn om de ting, og hvordan politiet, regeringen og dem henne i skolen passer på os, for at gøre børnene mere trygge.

De bløde værdier i opdragelsen er ... ansvarlighed, det er tolerance, selvstændighed og social empati – det, at kunne leve sig ind i, hvordan andre har det.

Mange moderne forældre er aldrig selv blevet opdraget ... 70erne og 80erne var jo de store frigørende år, hvor frihed var løsningen på alt. Vi var sluppet fri af den gammeldags autoritære opdragelse, og nu troede man slet ikke, opdragelse var nødvendig. Opdragelse blev et skældsord. Det blev forbundet med at give lussinger og tæsk, spanskrør og sætte i skammekrogen. Og mange almindelige forældre i dag er aldrig selv blevet opdraget. Derfor er det for dem snublende let at fortsætte videre ind i det, vi kalder curlingforældre. Altså at man ikke opdrager, man giver efter – mens man eventuelt kigger ned i sin mobiltelefon. Eller bogstaveligt fejer banen for sine børn. Jeg holder rigtig mange foredrag om opdragelse og møder mange, mange forældre, der er søgende efter nogle svar: ’Hvordan hjælper jeg mit barn, og hvad skal jeg selv gøre?’ Forældre skal lære at have mod til at opdrage. For det kræver det. Børn får ikke den indre robusthed, hvis forældrene ikke træder i karakter og viser dem på vej. Der skal en ydre struktur til, for at der kan komme en indre struktur. En struktur, som man kan spejle sig i.

Jeg interesserer mig faktisk også for andet end børneopdragelse, nemlig ... for historie, som jeg læser virkeligt meget. Desuden aviser, og jeg interesserer mig for politik og samfundsfohold.