Dr. Conrad Murrays skyld i forbindelse med Michael Jacksons død står tydeligt frem efter at rapporter fra ambulancen er nået offentligheden.

Det er nu helt officielt, at Dr. Murray ikke informerede redningsmandskabet om, at Michael Jackson havde indtaget det beroligende middel Propofol efter lægens anbefaling.

Det skriver avisen News of the world, der er kommet i besiddelse af rapporterne (LÆS DEM HER - EKSTERNT LINK)

Da ambulancen ankom til hans hjem havde han ingen hjerteaktivitet og efter to genoplivningsforsøg blev popstjernen erklæret død. Dermed kan Conrad Murray meget vel blive dømt for uagtsomt manddrab.

- Det er det tydeligste bevis til dato på, at Murray vildledte redningsmandskabet. Hvorfor fortalte han dem ikke om Propofolen? Vi væmmes over, hvad denne rapport indikerer, siger en ven af Jackson-familien til News of the world.

Lægens egen forklaring til ambulancefolkene var, at Michael Jackson var udmattet efter en søvnløs nat, og at Dr. Murray havde givet ham det bedøvende middel Lorazepam for at få ham til at slappe ham. Det strider imod, hvad han senere har forklaret til politiet og obduktionsrapporten.

Ud over dette middel viser senere efterforskning, at lægen rådede over en lang række andre typer af medicin, som til sammen var en farlig cocktail, men at lægen holdt tand for tunge med sin behandling.

Jacksons familie har sagsøgt Dr. Conrad Murray med en anklage om uagtsomt manddrab, men lægen nægter sig skyldig. Han risikerer op til fire års fængsel, hvis han kendes skyldig.