'Vild med dans'-danseren Mie Moltke og skuespilleren Lai Yde skal skilles efter otte års parforhold.

Det fortæller 34-årige Mie Moltke til TV 2.

»Det har været otte fede år, hvor der er sket mange gode ting, og hvor vi begge har udviklet os sindssygt meget. Vi har truffet beslutningen i fælleskab og ønsker hinanden alt det bedste - og det er vi begge enige om, at det er ikke at være sammen længere,« siger Mie Moltke.

Hun er nu flyttet fra parrets fælles hjem og ind i en lejlighed for sig selv.

Beslutningen følger i kølvandet på, at Mie Moltke og Lai Yde for nogle måneder siden besluttede at gå hver til sit for at mærke efter, hvad de skulle. Det fortalte danseren i august til Billed-Bladet.

»Vi har haft otte meget intense år, og nu har vi brug for luft og afstand for at mærke efter, hvad vi skal. Kærligheden vil altid være der, men vi kan ikke bare lukke øjnene for, at vi kommer til at slide på den, hvis vi ikke får luft,« sagde Mie Moltke til ugebladet.

'Vil have hinanden for evigt'

Parret mødte hinanden under 'Vild med dans' i 2007, hvor de to også dannede par på dansegulvet. I sommeren 2011 blev hun gik med den i dag 45-årige Lai Yde, som hun i december det år fik sønnen Mio med.

»Lai og jeg er heldige at have hinanden for evigt, fordi vi har ham,« siger Mie Moltke til TV 2.

I årets udgave af 'Vild med dans' deltog Mie Moltke for tiende gang. Denne gang sammen med sangeren James Sampson. De blev sidste fredag stemt ud af programmet.