Musiker og skuespiller Nikolaj Steen har mistet sin makker gennem mere end ti år.
Da Nikolaj Steen brød igennem som musiker i slutningen af 1980'erne, var det sammen med sin gode ven, den næsten ti år ældre Peter Schiøtz. Han er desværre gået bort i en alder af 58 efter længere tids sygdom, og det påvirker Nikolaj Steen meget, fortæller han til BT.
»Peter (Schiøtz, red.) var min 'side-man' fra min allerførste tone, og han var på så mange måder mit anker gennem hele starten af karrieren. Peter var min modpol, og vi var et rigtig godt team. Da vi kom til New York i 1988 og fik vores første pladekontrakt, havde han bare begge ben plantet på jorden, mens jeg fløj helt oppe under skyerne,« siger det 50-årige multitalent.
Peter Schiøtz var populær indenfor dansk musik, og han var gode venner med mange store navne i branchen.
Fra 1986 til 1997 arbejdede Peter Schiøtz og Nikolaj Steen sammen på fire albums. De to var et makkerpar, og omkring 1992 gik de i gang med at samarbejde med Sanne Salomonsen.
»Det var her, det gik op for mig, at de to selvfølgelig skulle være kærester. Og det blev de så. Og det var de i omkring fem år,« siger Nikolaj Steen.
I de år kom Peter Schiøtz også tæt på Sanne Salomonsens søn fra et tidligere forhold, Victor Ray Salomonsen Ronander. Han var omkring fire år, da de to blev kærester, og på Facebook kommenterer Victor Ray også på et billede af Nikolaj Steen og Peter Schiøtz sammen:
»Han havde altid det bælte på,« husker Victor Ray Salomonsen Ronander.
Nikolaj Steen vidste godt, at Peter Schiøtz havde været syg, men det var ikke noget, hans gode ven talte så meget om, når de mødtes. De to har, efter Nikolaj Steen gik væk fra musikkens vej, ikke haft det store samarbejde, men de er forblevet nære venner.
Nikolaj Steen lavede blandt andet duoen 'Nickname' og rockbandet 'Spacehead' sammen med Peter Schiøtz. Efter de gik hver til sit har Peter Schiøtz haft fingrene i lyd og musik til tv-serier såsom 'Krøniken, 'Borgen', 'Forbrydelsen', 'Arvingerne' og 'Bedrag'.
På Facebook sender den sorgramte skuespiller også en hilsen til sin gamle kammerat:
»Det er så uendeligt trist, at du nu er væk. Du var en del af mit liv, hver eneste dag, i 10 år. Vi spillede sammen, drømte sammen, rejste sammen, kæmpede sammen. Det blev til fire albums sammen. Mange hundrede koncerter sammen. Mange timer på landevejen. To år i New York og London. Du var min side-man, en fænomenal musiker og ikke mindst, en loyal ven. Jeg var en flegmatisk, ustyrlig og forvirret dreng. Du var mit anker. Ingen rockede trommerne, som du gjorde. Hvil i fred, gamle ven«.
Også Nikolaj Steens søster, skuespillerinden Paprika Steen, kondolerer til sin bror på Facebook:
»Åh Nikolaj. Jeg husker jer sammen så tydeligt,« skriver hun til opslaget.
For bare to uger siden mistede Nikolaj Steen også sin ven, musikeren Peter Svarre, og det har fået ham til at indse, at han har nået en alder, hvor tab kommer tæt ind på livet.