Eminem er tilbage. Til august giver den populære rapper tre koncerter i Storbritannien, og noget tyder på, at det bliver med et nyt look.

For hvor Marshall Mathers, som han retteligt hedder, tidligere gjorde sig bemærket med sit afblegede hår, er det nu en anden hårvækst, der skaber opsigt.

Eminem har nemlig fået skæg, og det er altså mere, end rapperens fans kan kapere.

På sin Instagram-profil har rapperen delt et billede af ham selv i selskab med Dr. Dre og Kendrick Lamar i forbindelse med premieren på HBO-dokumentaren om de to musikmoguler Jimmy Iovine og Dr. Dre, 'The Defiant Ones'.

Dokumentaren får dog ikke mange kommentarer med på vejen. Eminems skæg derimod - det er en anden historie.

På Twitter har fans på mere eller mindre sjove måder kommenteret den før så blonde rappers nye skægvækst.

'Jeg er ligeglad med, hvor mange gange jeg ser Eminem med skæg. Jeg kommer ikke til at vænne mig til det. Han ligner Nickelbacks forsanger,' skriver brugeren Trevor Norris.

'Eminem har et skæg. Jeg har set det hele, mine damer og herrer', skriver Twitter-brugeren @shadykinggg.

'Mit ansigtsudtryk, da jeg så Eminems skæg første gang,' skriver brugeren Shady Scarlett.

Eminem som vi kender ham: Med lyst hår og uden skæg.
Eminem som vi kender ham: Med lyst hår og uden skæg. Foto: -
Vis mere

Også rapgruppen D12, som Eminem af og til er en del af, besluttede sig for at tage del i morskaben ved at lave et ordspil på det engelske ord for skæg, beard, og Eminems nummer fra 2004 Mockingbird.

'Ny Eminem-single 'Mocking Beard' kommer snart,' skrev gruppen.

Dokumentaren om Dr. Dre og Jimmy Iovine, som Eminem medvirker i, kommer i øvrigt på HBO den 9. juli. Se en trailer for dokumentaren herunder.