Han var opgivet af lægerne. Det eneste, de kunne tilbyde ham, var livsforlængende kemoterapi.

Forsidefruen Janni Ree var sidste år tæt på at miste sin far, 68-årige Allan, der er syg af leverkræft. Men på trods af, at hans liv hang i en tynd tråd, valgte han at takke nej til kemoterapi. I stedet kastede han sig over cannabis-olie i håb om, at det var det livsbringende eliksir.

Og noget tyder på, at det har haft sin gavnlige effekt.

»Han er nu frisk og opholder sig ikke længere 24/7 i sit hjem. Hans energi er kommet tilbage. Han går ture og handler selv ind. Det er dybt imponerende, når man tænker på, at lægerne dødsdømte ham for et år siden,« skriver Janni Ree om sin far i et nyt indlæg på sin blog. Indlægget har overskriften 'Min far er et mirakel'.

Det er fire år siden, Janni Rees far blev diagnosticeret med kræft. Hun har aldrig lagt skjul på, at forholdet til sin far er meget tæt, og så sent som i oktober var hun sikker på, at kræften ville æde ham op.

»Vi taler sammen hver dag. Vi har for nylig talt om døden, fordi den er kommet så tæt på. Min far er slet ikke klar til at skulle dø,« fortalte Janni Ree til Se og Hør i oktober.

Det er dog uvist, om cannabis-olien har haft en så stor effekt, at han snart kan raskmeldes.

Den 47-årige realitystjerne, der senest har været aktuel i ’Forsidefruerne’ på TV3, har længe haft sygdom tæt inde på livet. Foruden sin far har også ægtemanden Karsten Ree været ramt af kræft. Han er nu kureret for den blærekræft, han fik i 2015. Indtil for nylig har han været indlagt på hospitalet, hvor han gennemgået en omfattende hofteoperation.