Lørdag er det præcis to år siden verden blev rystet af Michael Jacksons pludselige død.

50 år gammel døde poplegenden den 25. juni 2009. Ambulancefolk fandt ham livløs i hans hjem i Los Angeles.

På to års dagen hylder en masse fans ’The King of Pop’ ved at smide roser ud fra en helikopter ned over ’Neverland’, hvor Jackson boede.

Michael Jackson var i tiden før hans død ved at træne op til sit comeback i form af 50 koncerter, men mange knuste fans måtte sande, at de aldrig kom til at opleve deres store idol på scenen igen.

To år efter Jacksons død er det fortsat et mysterium, hvad den præcise dødsårsag var. Conrad Murrey var Jacksons personlige læge, og han er siden blevet anklaget for uagtsomt manddrab på Jackson. Anklagen lyder på, at han skulle have givet Michael Jackson noget kraftfuldt beroligende medicin – så kraftigt, at det tog livet af ham.
Retssagen mod Murray skulle være begyndt i maj, men den er blevet udskudt til september måned, og det forventes, at Murrays forsvarsadvokater vil argumentere for, at Jackson begik selvmord.

Jacksons liv som musiker startede tidligt. Han var nummer syv i en søskendeflok på ni, og han voksede op med en far, der totalt havde styringen over hele Jackson-familien. Michael Jackson udtalte for nogle år siden, at han blev både psykisk og fysisk misbrugt af faren, Joseph Walter Jackson.

Børnene blev opdraget til scenen, og således stod Michael Jackson allerede som seksårig på scenen med sine brødre i bandet, ’Jackson Brothers’, som siden blev til ’Jackson 5’.

Og siden den spæde start hittede Michael Jackson igen og igen med sine fængende numre og nyskabende dansetrin.

Gennem årene har han haft 13 singler på førstepladsen på hitlisten i USA, og det anslås, at popkongen solgte over 750 millioner plader.

Pop FM har i anledningen af to-året for Michael Jacksons død samlet ti af hans hits. Stem på din favorit her. Du kan stemme frem til søndag, hvor den mest populære sang bliver offentliggjort på bt.dk og på Pop FM.