»I skal ikke have ondt af mig,« siger Nikolaj Stokholm et sted i sit nye stand up-show. Men hvad skal vi så? Selvom showet bygger på en god idé og leveres stilsikkert, er teksten for glat og upersonlig.
Den populære skuespiller, tv-vært og komiker Nikolaj Stokholm debuterer som teaterturnerende komiker med showet ’Mit liv som Nikolaj Stokholm’.
Trods sine bare 27 år er Stokholm en rutineret komiker. Som det fremgår af det nye show, har han optrådt siden sin tidligste barndom. Allerede som 19-årig gjorde han opmærksom på sig selv i TV 2 Zulus Comedy Fight Club.
Siden fik han sit helt store gennembrud i sin generation i sitcom'en ’Sjit Happens’- og for de yngre som børne-tv vært.
Det nye show kom noget fumlende og rodet i gang ved premieren torsdag aften i Bremen. Stokholm virkede nervøs. Men han fik dog rimelig hurtigt talt og spillet sig varm.
’Mit liv som Nikolaj Stokholm’ er som, det ligger i titlen, en fortælling baseret på Stokholms bøvlede opvækst i Greve. Vi taler ikke Charles Dickens. Den unge komiker er vokset op i en almindelig dansk parcelhusfamilie, men som svagtseende 'albino' og en, der ikke rigtig passede ind andre steder end i sin egen forestillingsverden, var han et outcast, også i skolen.
Han skåner ikke ligefrem sine forældre. Eller den overrislede bedstefar der optræder som forklædt julemand i en 25 gammel videosnas.
Stokholm er en teknisk dygtig komiker, både i sit spil og brugen af klassiske stand up-teknikker, opbygning af punchlines, jokes, brugen af call backs. Det sidste bruger han lige så intenst, som det regner for øjeblikket. Han bruger snildt gamle videoklip som afsæt for sin komik. Det er smart. Og sjovt. Også dramaturgisk.
Men hans manus er tyndt. Der er sjove passager, gode jokes, men for mange er decideret usjove. Ideen at bygge op omkring bilferie er god, og noget mange 90er børn kan relatere til. Men jeg sad og tænkte, hvornår kommer joken?
Det er ikke første, og stensikkert heller ikke sidste gang man ser en kunstner eller komiker skildre, hvordan dennes opvækst som nørd eller den, de andre ikke ville lege med i skolegården, har været en drivkraft. Tænk, hvor lidt god kunst, der ville findes, hvis børn ikke mobbede hinanden.
Og det er ikke første gang, man ser en dansk komiker søge tilbage i sin barndom som udgangspunkt eller omdrejningspunkt i et show. Modsat Jan Gintberg, Linda P., Thomas Warberg og Rasmus Bjerg, som jeg lige umiddelbart kan huske, sidder jeg efter et halvanden time langt show tilbage med spørgsmålet: hvad så? Og hvad er erkendelsen?
Er gode grin på stribe ikke et værdigt formål? Jo, selvfølgelig.
Men når jeg ser et gammelt videoklip, hvor Nikolaj Stokholms mor forklarer sin søn, at ingen åbenbart gider deltage i hans fødselsdag, leveret helt følelsesløst blankt, uden mellemtoner, reflektioner eller noget, må jeg spørge: hvor er du, Nikolaj?
Det er en kendt sag, at klovne græder indvendig. Stockholms selvudleveringer er blottet for sindets musik, smerte og melankoli. De er nærmere registrerende.
Vi får et godt indblik i Stokholms indre skærgård, men igen og igen i løbet af det halvanden time lange show måtte jeg spørge mig selv: hvad vil du egentlig sige, Nikolaj?
Et af den amerikanske komiker Bill Hicks bud til komikere lyder: 'Hvis du ikke kan være sjov, så vær interessant'. Nikolaj Stokholm kan sagtens være sjov, men han forsømmer muligheden for at være interessant.
Symptomatisk er han sjovest i sketchagtige passager, hvor han påtager sig roller som andre, som f.eks. sin gamle seksualundervisningslærer. I de bedste passager, hvor Stokholm spiller igennem, mærker man en snert af det velartikulerede vanvid, man husker fra et af hans store idoler, Kjeld Petersen. Det er vildt sjovt.
Nikolaj Stokholm, 'Mit liv som Nikolaj Stokholm, turnépremiere, torsdag aften i Bremen.
