Normalt bør man ikke afsløre slutningen efter en tur i teatret. Men i dette tilfælde er det lige så meget en overskrift som en konklusion på Huxi Bachs nye show ‘Ind til benet’: 'Det bliver dyrt, og det kommer til at gøre ondt'. Det er et opråb til politikerne og os, der stemmer på dem. Se det i øjnene i stedet for at udskyde problemerne eller lukke øjnene: Det bliver dyrt og det kommer til at gøre ondt at løse flygtningekrisen og miljøproblemerne.
'Ind til benet' er ét langt frontalangreb på hykleri og manglende handlekraft hos politikerne - og såmænd også hos Bach selv. Alene derved adskiller dette nye meget, meget morsomme og tankevækkende show sig fra det meste andet politiske satire, der meget sjældent fokuserer på manden i spejlet.
I dette Huxi Bachs tredje comedyshow er han mere direkte politisk i sin form end i de foregående. Og han går lige på og hårdt fra begyndelsen med udgangspunkt i et billede af Anders Samuelsen, Lars Løkke Rasmussen og Søren Pape, der blev fotograferet sammen, da den den nuværende regering trådte til. Allerede i dette indledende stormløb er grinene tæt på at træde hinanden over tæerne.
Samuelsens faneflugt fra sit ufravigelige krav om lempelse af topskatten er fremragende komisk materiale. Som det også fremgik af årets sommerrevyer.
Bach kan kunsten at spotte det massivt hykleriske og absurde i det små. Og han kan skabe uomgængeligt sjove, sproglige billeder.
Som beskrivelsen af konservative Søren Pape, der altid har et ‘jeg ved, at der er pindemadder her et eller andet sted, men hvor?’-blik i øjnene.
Han kan levere stand-up punchlines. Som, ‘det er godt, at Simon Emil Ammitzbøl har fået ministerbil. Han ser ikke ud til at være gammel nok til selv at køre bil’.
Det samme gælder især en passage om den meget omtalte Se & Hør-sag, hvor Huxi Bach sætter ord på det ellers usagte: Hvis Tys-Tys-kilden var en supersvindler, hvorfor så lade sig nøje med fast løn, en billet til Top Charlie, et badmintonkontigent og en charterrejse? Mens en lejlighedsvis svindler som Lars Løkke flyver på første klasse.
Huxi Bach siger et sted i ‘Ind til benet’, at han aldrig rigtig har dyrket idéen om karma; at man får det igen, man giver ud.
Men hans performance er netop fyldt med god karma; en positiv energi - som mange vil kende fra radio og tv. Det giver den indimellem meget harske satire et lag glasur og et let flow, som gør, at man lever med sekvenser, hvor det virker som om, vreden ikke bare er Bachs drivkraft, men også målet i sig selv.
Som i en passage om den Cavlingpris-vindende journalist Jeppe Juhls site, der tilsyneladende flyder over med had til muslimer og kærlighed til katte. Ja, Juhls fake news er absolut en etisk bandbulle værd, men der går selvsving i det.
Som i gammeldags 70er politisk satire, hvor det var nok at sige ord som ‘kapitalist’, ‘USA’ eller ‘ejerlejlighed’, hvorefter publikum tog et trodsigt hvæs af King’s smøgen og et kampberedt søb af Tuborg’en og gryntegrinede højt.
Meget fornuftigt vælger Bach at skyde med spredehagl. For politisk hykleri, manipulation og stupide simplificeringer i værdipolitiske fåreklæder forekommer med alle partifarver. Politikere som Enhedslistens Christian Juhl, LA’s Joachim B. Olsen, Dansk Folkepartis ‘altid ængstelige’ Kenneth Kristensen Berth får en tur i vridemaskinen.
Især socialdemokratiske Dan Jørgensen må stå på skud for sit og sit partis udsalg, når det gælder en suspension af FNs kvotemål på flygtningeområdet, som Anker Jørgensen-regeringen vedtog som dansk politik for 39 år siden. Partiet er principielt enige, bare ikke lige i dag, som Bach formulerer det.
Uanset ens politiske udgangspunkt må man bøje sig for Bachs evne til at stille skarpt på slørede politikere. Satiren ætser, så det gør ondt på den gode måde.
Så lever man med sangene. For præcis som i sit sidste show synger og spiller Bach en håndfuld sange undervejs. Det er meget kønt, men virker mest som distraktion mellem de mange ord.
Huxi Bach,'Ind til benet', Bachs tredje teatershow. Havde premiere i Bremen d. 5. oktober. BT så det tirsdag i Baltoppen i Ballerup.
