Da 'Ringenes Herre'-skuespilleren Liv Tyler var vidne til en barnepige, der stod og skreg af en stortudende baby, kunne hun ikke lade være med at blande sig. 31-årige Liv Tyler, der selv er mor til 4-årige Milo, blev så oprevet over, hvad hun så, at hun gav den ældre kvinde en større opsang midt på Santa Monica Boulevard i Los Angeles.
 
Den smukke skuespiller kiggede ned i barnevognen og truede med at politianmelde barnepigen. Begge kvindernes kropssprog var tydeligvis truende, og det udviklede sig til et skænderi.
 
Da Liv Tyler gik over mod sin bil, skreg kvinden efter hende, at hun skulle passe sine egne sager.

Børns trivsel ligger skuespilleren meget på sinde. Hun er engageret i børns velfærd, og støtter aktivt FNs Børnefond.