Han kendes af alle og enhver for kendingsmelodierne til klassikerne Matador og Olsen-Banden. Søndag fylder Bent Fabricius-Bjerre 90 år.
Selv om Bent Fabricius-Bjerre ikke beder til Gud, er hans liv fyldt med tro. Tro på egne evner, tro på det ukomplicerede liv og tro på fremtiden.
Tror du?
Det kræver end ikke et øjebliks overvejelse for Bent Fabricius-Bjerre at svare på interviewets første spørgsmål.
»Hvis det handler om tro på en gud, så er svaret nej. Jeg er alt for analytisk anlagt til den slags,« siger han.
Trods det klare svar, har han bedt adskillige bønner. Hvis vi skruer tiden tilbage til slutningen af 1920erne, finder vi ham som barn – siddende med sine små hænder foldet, takkende Gud for måltidet på bordet foran sig. Når familien var samlet hos hans farmor og farfar, gjorde de sådan.
Læs også:
»De fleste steder var bordbørn standard, da jeg var barn. Men jeg anede jo ikke, hvad det egentlig betød. I mit eget hjem stoppede vi med det, da jeg var omkring fem-seks år gammel,« fortæller han.
Siden da har han aldrig bedt til højere magter om noget som helst. Ej heller i dag, hvor to kopper kaffer serveres mellem os på restaurant Ved Kajen i Nyhavn. Vi betaler ikke for dem, for han ejer spisestedet. Ved Kajen ligger lige ved siden af hans kontor, hvor han stadig møder op af og til for at arbejde. For livet fortsætter, selv om han i morgen runder de 90 år. Dét tror Bent Fabricius-Bjerre på.
Volumen, når han taler, er lav. Ofte så lav, at det kan være svært at høre ham tydeligt på den fyldte café. Stemmen skælver let, og han bevæger sig langsomt, forsigtigt. Han indrømmer også, at fingrene er blevet mere stive de senere år.
»Men det betyder ikke så meget. Jeg har jo aldrig været nogen klaver-virtouso. Jeg er først og fremmest komponist,« understreger han.
Moderne mand
Men udover de fysiske skavanker virker han på ingen måde gammel, når man sidder over for ham og drikker kaffe. Han afslutter de fleste sætninger med et moderne, københavnsk »ik’«. Svarer altid hurtigt, veloplagt på spørgsmålene. På mange måder minder hans selskab om den ukomplicerede musik, han gennem 73 år har komponeret. Fra den letbenede jazz-klassiker »Alley Cat« fra 1960 til de ikoniske temaer fra »Matador« og »Olsen-Banden«. De numre er blandt de udvalgte på det hit-album, der – ligesom en ny biografi fra Gyldendal – netop er udkommet i dagene op til hans runde fødselsdag.
»Min musik har aldrig været provokerende, selv om jazzmusikken som genre var det, da jeg startede med at spille den i 1930erne,« siger han.
Jazzen var den unge musikers vej til at arbejde med udfordrende filmskabere og kunstnere. Og det var samme genre, der banede vejen til de mange opgaver på Nordisk Film.
Læs også:
»Jeg spillede ikke jazz for at provokere, men fordi jeg fik succesen på det. Med årene blev jazzen accepteret, og på den måde blev jeg også accepteret. Man kan måske sige, at jeg aldrig som komponist formåede at bryde nye veje. Til gengæld har jeg altid forsøgt at få det bedste ud af det, jeg kunne,« siger han.
»Men udover det ser jeg ikke tilbage og giver en dom over hele min karriere. Jeg vil ikke sige, om »jeg er lykkedes som komponist« eller ej. For dybest set håber jeg, at jeg stadig lykkes hver eneste dag,« siger han.
På trods af den ny biografi, hvor forfatter Danni Travn blandt andet har interviewet flere end 20 mennesker, der personligt kender Fabricius-Bjerre, er hovedpersonen selv ikke synderligt interesseret i at tale om fortiden.
»Jeg har aldrig brugt ret meget af min tid på at kigge tilbage. Hverken på min musik eller mine minder. For de ting er jo sket – jeg har jo haft de oplevelser. Jeg vil hellere bruge min tid og energi på at søge nye oplevelser dagen efter.«
Selvtilliden
Hvor Bent Fabricius-Bjerre indledningsvis afviste at tro på Gud, så står han ved, at han tror på sig selv.
»Jeg tror da på mig selv og det, jeg kan. Jeg har tillid til egne evner. Jeg tror på, at jeg altid har opfyldt de forventninger, folk har til mig.«
Det er af samme grund, at han stadig er aktuel som komponist og musiker. To dage før dette interview, spillede han en livekoncert i Aalborg sammen med blandt andet den 33-årige DJ Kato samt standup-komiker Linda P. Han komponerede musikken til Casper Christensen og Frank Hvams »Klovn«-film fra 2010 og spillede en større birolle heri. Han bliver måske også en del af 2’eren, der udkommer næste år. Ifølge kalenderen på hans officielle hjemmeside – www.fabricius-bjerre.dk – er der allerede planlagt adskillige koncerter i 2015.
»Folk bliver ved med at ringe til mig, fordi jeg passer mit arbejde. Bliver der bestilt et stykke musik, så leverer jeg til tiden. Det har jeg altid gjort,« siger han.
Læs også:
For pianisten handler punktligheden først og fremmest om at have respekt for andre folks arbejde. At skabe eksempelvis en spillefilm er et enormt projekt. Producenten er afhængig af, at de enkelte dele bliver afleveret og er i orden, forklarer han.
»Inden for den store gruppe af kreative mennesker findes der mange, der tager deadlines ret afslappet. De har ikke den disciplin, som jeg synes, er vigtig i alt arbejde. De sætter sig ned og venter og venter og venter på inspirationen. Men jeg ved, at inspirationen skal komme – der er jo ikke noget at gøre! Derfor sætter jeg mig ned og begynder at komponere. Jeg klør på,« siger han, rømmer sig, hvilket bringer ekstra vitalitet tilbage til stemmen og understreger så:
»Jeg laver jo ikke musik for min egen skyld. Jeg laver det for andres skyld.«
Selv i en musikkarriere, der strækker sig næsten lige så langt som gennemsnitslevealderen for danske mænd, er det praktisk talt lykkedes at aflevere hvert eneste projekt til tiden.
»Det er ikke alt, jeg har lavet, der er lige godt, om jeg så må sige. Sådan er det med alt her i livet, ik’? Men mit arbejde har altid været i orden.«
Mægtige Mozart
Selv om Gud aldrig har spillet en væsentlig rolle i Bent Fabricius-Bjerres liv, har det ikke skortet på øvrige idoler. Det største af dem alle var naturligvis også komponist.
»Mozart er uovertruffen. Han har skrevet det bedste musik nogensinde. Det står til evig tid,« siger han og giver de sjældent pompøse ord ekstra luft, ekstra styrke.
Selv efter årtiers lytning bliver Wolfgang Amadeus Mozarts musik ved med at bjergtage Bent Fabricius-Bjerre. Når han sidder i hjemmet i Hellerup og lytter til indspilningerne – Mozarts klarinetkoncert i A-dur er blandt hans favoritter – føler han i starten, at han »kender det«.
»Men så kommer der altid en eller anden melodisk eller harmonisk vending, der gør, at det hele drejer sig en smule. Det er derfor, han var fantastisk,« siger han og roser også Mozarts arbejdsiver:
»Hvad han nåede at lave, inden han døde som 35-årig, er fuldkommen vanvittigt. Bare det at skulle skrive alle de noder. Jeg skriver jo al min musik på min Mac i dag, men de muligheder havde han ikke. Hold kæft, et slid,« siger han og både smiler og ryster på hovedet over tanken.
»Der er få, der ved, at han endda komponerede musik til små, mekaniske spilledåser. Det svarer vel nærmest til, når jeg laver en jingle til en reklamefilm,« siger han om sit forbillede.
En af de mest udfordrende arbejdsopgaver nogensinde i Bent Fabricius-Bjerres karriere drejede sig netop om Mozart. I »Olsen-Banden på Spanden« fra 1969 – hvor cellokasser blev brugt som led i tyveriet – ønskede instruktør Erik Balling at have en cellokoncert af Mozart med i filmen.
»Problemet var, at Mozart aldrig havde skrevet en cellokoncert. Det fortalte jeg naturligvis Balling. »Jamen, så skriv en,« svarede han mig.«
Her måtte det analytiske sind og troen på egne evner forenes i særlig høj grad for den dengang 45-årige komponist.
»Jeg undersøgte, hvordan Mozart ville have skrevet det, og gav så mit bud. Resultatet var ikke genialt, men det var okay. Og der var faktisk en musikkyndig, der efterfølgende skrev til mig og spurgte efter KV-nummeret. Altså det officielle nummer på koncerten i Mozarts samlede katalog. Så måtte jeg lige grine. Det morede mig lidt,« mindes Fabricius-Bjerre.
Af andre musikalske forbilleder nævner han mere moderne komponister som George Gershwin og Leonard Bernstein. Men også The Beatles inspirerede ham.
»De betød meget, for de væltede jo det hele. Hele systemet! Nogle syntes, deres musik var forfærdelig og andre genial. Men alle diskuterede dem. De kom til Danmark i 1964, hvor jeg var en rimelig etableret kunstner herhjemme. Alligevel var jeg en af dem, der styrtede til deres koncert i K.B. Hallen for at høre dem. Desværre kunne man ikke høre meget, for pigerne råbte under hele koncerten. Det var fuldkomment umuligt at høre, hvad der blev sunget ud over »yeah, yeah yeah«,« siger Fabricius-Bjerre.
»Men koncerten gjorde indtryk alligevel – er du rigtig klog. De havde fantastisk og enorm energi. Det kan godt være, de kun kunne to-tre greb på guitaren på dette tidspunkt af karrieren, til gengæld brugte de dem fandme rigtigt.«
Selv om han gennem tiderne har ladet sig inspirere af masser af kunstnere, så har han aldrig direkte dyrket dem som idoler, som guder.
»Nej, ikke helt. Jeg vil hellere sige, at jeg har brugt dem rent analytisk.«
Det vil sige, at han analyserede, hvordan deres værker er bygget op. For der er altid en logik i den måde, kunstnere skaber deres musik på, fortæller han.
»Alle komponister har en tone, en slags håndskrift. Vi, der har øre for den slags, kan genkende den,« siger han, men afviser at have luret sin egen »tone«:
»Den kan jeg ikke høre, selv om andre folk siger, de sagtens kan. Jeg ved ærligt talt ikke, hvad den er.«
Ligesom så mange andre
Selv om Bent Fabricius-Bjerre ikke tror på Gud, har han ofte været i kirken. Der er han blevet gift to gange, og hans fire børn er alle døbt. For mange år siden – da børnene var små – gik han i kirke med dem juleaften. Det skal han ikke i år, siger han, selv om han nyder at være i kirkens rum og synes, at julen er en smuk tradition. At gå i kirke juleaften hørte til den tid, hvor hans børn var små. Og den tid er forsvundet. Da han i 2005 blev gift for tredje gang med sin nuværende kone, Camilla Padilla Arndt, var det en borgerlig vielse.
Gennem hele interviewet understreger Bent Fabricius-Bjerre, at man ikke skal hænge sig i fortiden. At fortiden består af ting, der er sket; af oplevelser, han har haft. Men hvad med fremtiden? Bekymrer han sig om den?
»Lysten kommer hver dag til den næste dag. Så jeg har ikke sådan en lang strategi – og det har jeg faktisk aldrig haft. Jeg tager bare tingene fra dag til dag,« siger han.
»Jeg sætter ingen mål og har ingen forventninger for min fremtid. For der sker altid noget nyt. Jeg har ingen drømme om at få lov til at lave »det« eller »det«, for gennem årene har jeg lavet alt det, man kan forvente, at en komponist i den lettere genre vil få lov til.«
Direkte adspurgt, om han fortryder, at han aldrig har kastet sig over de mere komplekse stilarter i musikken, svarer han øjeblikkeligt.
»Nej. Den simple musik var nok lige det, jeg kunne overse,« siger han smilende. Det er dog ikke blot i musikkens verden, at Bent Fabricius-Bjerre foretrækker simpelheden.
»Jeg har altid levet på samme måde. Selvfølgelig har der været både gode og dårlige år rent økononisk – svingende indkomster – og det har da påvirket min livsstil. Men grundlæggende har jeg altid været den samme. Jeg er møgkedelig. Som så mange andre.«
Se Bent Fabricius-Bjerre på TV i anledning af 90-årsdagen:
- DR1 søndag 7. december kl. 15:40: "Bent og jeg" (genudsendelse fra fredag)
- DRK søndag 7. december kl. 17:35: "Danske musiklegender"
