I klippet herover kan du høre mere om skuespillerne på Forbes' liste.

Robert John Downey Jr. - bedre kendt som Tony Stark fra Marvels superheltefilm Iron Man - er verdens bedst betalte skuespiller.

Det viser en ny liste fra pengemagasinet Forbes.

Den 50-årige storcharmør sidder for tredje år i træk på Hollywoods trone med en svimlende årsindtægt på 80 millioner dollars - hvad der svarer til astronomiske 547 millioner kroner.

Det er Robert Downey Jr.'s højeste årsløn nogensinde og knap 35 millioner kroner højere end sidste år. Det kan amerikaneren fra New York takke de storsælgende Avengers-film, hvor Iron Man er en del af en seks mand stor superhelteklan, forklarer filmjournalist Søren Høy.

»Han har en fantastisk back end-deal. Da de lavede Iron Man-figuren, lavede han en aftale, hvor han tjener en procentdel af, hvad filmen indtjener. Og de film bliver ved med at tjene penge. Hver eneste gang, der kommer en ny Iron Man-film, begynder de gamle at sælge igen på streaming-tjenester og DVD osv. Derudover er der kommet Avengers-serien, som han også er en del af. Han har højst sandsynlig fået skrevet ind i sin kontrakt med Marvel, at hver eneste gang, Tony Stark bliver nævnt, så bliver han kompenseret. Det er det, der gør, at han tjener så mange penge,« siger han.

Robert Downey Jr.'s seneste optræden som Iron Man var i filmen, Avengers: Age of Ultron, som har solgt for 1,4 milliarder dollars - 9,6 milliarder kroner - verden over. Det gør filmen til den sjette mest indbringende nogensinde - kun lige overgået af den første Avengers-film på fjerdepladsen.

I filmen spiller Robert Downey Jr. en jovial og charmende nørd og våbendesigner, der tjener styrtende med penge. Netop amerikanerens charme har skabt grobund for den store popularitet, mener Søren Høy.

»Han er charmerende og meget like-able. Folk kan godt lide ham og han sympatiske figur. Han har starpower, og er en meget stærkere figur end de andre i Avengers-filmene. Man vil gerne være i selskab med ham. Han er en gadedreng, en tech-wizard, og enormt skrøbelig med sit elektroniske hjerte. Han kan ikke finde ud af det med damerne, men alligevel er de vilde med ham,« siger han.

For bare 10 år siden var det ved at gå galt for Robert Downey Jr.

Skuespillerens liv blev forgiftet med stoffer, alkoholmisbrug, fængselsophold og indlæggelser. Men sammen med sin kone Stacey stod skuespilleren offentlig frem med sit misbrug og besluttede, at nu skulle karrieren tilbage på sporet.

Med film som Kiss Kiss Bang Bang (2005) og Gothika (2003), fik Hollywood langsomt øje for Robert Downey Jr.s talent, hvilket kulminerede i 2008 med den første af tre Iron Man-film.

»Det er så gakket, at han har kunne få vendt det public image. For få år siden gik han jo offentlig ud og fortalte, hvordan han tog stoffer. Men han lavede et selskab med sin kone, Stacey, der besluttede sig for, at nu skal det være nok. Og så går han fra en art school-skuespiller, til at inkarnere denne superheltefigur. Det skægge er, at nørden lige pludselig bliver in. Da jeg kiggede på ham for 10 år siden, havde jeg ikke set, at han skulle blive den største. For det er han nu. Ikke kunstnerisk, det er Leonardo DiCaprio blandt andre, men kommercielt er han den største,« siger Søren Høy, der på trods af Robert Downey Jr.'s dominans som bedste tjenende skuespiller tre år i streg, snart ser en udløbsdato for skuespillerens alter ego, Iron Man.

»Han har et udløb selv om, der ikke er nogle, der er klar til at tage over lige nu. Der en grænse for, hvor gammel en superhelt kan blive. Der er nok én film mere i ham som Iron Man, og mulgivis et par Avengers, hvor han er ikke er bærende,« siger han.

Robert Downey Jr. fører listen med 80 mio. dollar ned til nummer to på listen, Jackie Chan, der har tjent 50 mio. dollar.

3. Vin Diesel, 47 mio. dollar

4. Bradley Cooper, 41,5 mio. dollar

5. Adam Sandler, 41 mio. dollar

6. Tom Cruise, 40 mio. dollar

7. Amitabh Bachchan, 33,5 mio. dollar

8. Salman Khan, 33,5 mio. dollar

9. Akshay Kumar, 32,5 mio. dollar

10. Mark Wahlberg, 32 mio. dollar