Sommeren har ikke budt på hverken ferie eller flirts for Christiane Schaumburg-Müller. Til gengæld er forholdet til eksmanden 'rigtig godt'.

Onsdag den 12. august var Christiane Schaumburg-Müller mødt op til pressemøde hos Kanal 5. Her er hun sammen med Pelle Hvenegaard vært på programmet 'Ninja Warrior'.

Og meget af den 33-årige tv-værts sommer er da også gået med netop tv-optagelser:

»Det har været det vildeste program at lave,« lyder det begejstret fra Christane Schaumburg-Müller om programmet, hvor professionelle atleter dyster på verdens vildeste forhindringsbane.

Hun fandt dog tid til at holde en enkelt uges ferie på Korsika sammen med sin mor, og her var ingen ferieflirts i farvandet.

»Sommeren har været ren arbejde. Arbejd-arbejd,« lyder det fra tv-værten på spørgsmålet om, hvorvidt der har været kærlighed i luften.

Læs også:

Christiane Schaumburg-Müller annoncerede sin skilsmisse fra rapperen L.O.C. den 3. juni i år, men det tidligere par er efter alt at dømme stadig på god fod. I hvert fald overraskede hun sin eksmand på hans 36-års fødselsdag en måned efter bruddet.

»Vi snakker rigtig godt sammen og har et rigtig godt forhold,« forklarer hun til BT.

Under to år før deres skilsmisse købte det nu forhenværende ægtepar en kæmpe villa i Hellerup sammen. Det 272 kvadratmeter store hus har en værdi på 8,4 millioner kroner, og parret ejer halvdelen hver.

I dokumentaren 'Jeg er L.O.C.', der blev sendt på DR3 i foråret, lød rapperen dog ikke alt for begejstret for hjemmet på den eksklusive adresse. Her fortalte han, at han »bor i et alt for stort hus i et alt for dyrt område.«

Men endnu er det ikke afgjort, hvem der bliver boende i huset, fortæller Christiane Schaumburg-Müller:

»Det er ikke til at sige endnu.«

Hvad tv-værten og iværksætteren imidlertid gerne vil snakke om, er hendes magasin, ChriChri. I starten af august udgav hun for første gang en fysisk udgave ChriChri, der ellers er et onlinemagasin. Og stik mod redaktionens forventninger blev de 5.000 magasiner udsolgt på mindre end en uge.

»Så vi kan roligt sige, at det blev en succes,« fortæller hun stolt.

Der er ingen planer om at genoptrykke bladet, men til gengæld arbejder Christiane Schaumburg-Müller og resten af redaktionen på at udgive flere blade.

Og så arbejder hun også på endnu et projekt – et bogforlag ved navn ChriChri Journal:

»Lige nu er jeg ved at lægge sidste hånd på en ny makeupbog, der udkommer her i starten af efteråret. Og så udgiver vi fire andre bøger i år,« afslører hun.

Kun én af de fire forfattere er indtil videre afsløret, og det er smykkedesigneren Julie Wettergreen, der også er en af Schaumburg-Müllers nære veninder.