Tre gange gange har Bodil Jørgensen været tæt på at miste livet. Senest da en traktor, under en filmoptagelse, knuste hendes krop. Troen har været hendes følgesvend gennem de hårde tider. Hun tror på Gud, på familien og på det gode i mennesket.

»Nu er Bodil død.«

Ordene kommer fra hendes mand. Han står ved hendes knuste krop, der livløst ligger på hospitalssengen. Men Bodil Jørgensen er ikke i kroppen. Hun sidder på en bjælke, flere meter oppe, og ser ned på sin krop og sin husbond, Morten. Omkring hende dukker personer op. Personer, hun har kendt, elsket og mistet. Hendes bedsteforældre. Hendes forældre. Hun er ikke bange over at se dem igen.

Scenen er ikke virkelig. Det hele foregår i hovedet. Det er morfinen... Morfinen, ja, men også troen.

Nu ligger hun i sengen. Hun er atter inde i sig selv. Krop og sjæl er samlet. Et skjold hænger over hospitalsdøren. Smukt. Skinnende. Stærkt.

Nej.

Det er ikke et skjold. Det er en natsværmer. Den forlader væggen, flyver over hendes hospitalsseng og ud i det endeløse, cirklende rum, hendes bedøvede øjne stirrer ud i. Rundt omkring og op og ned. Svimlende, svævende. Kan hun høre dens vinger baske? Omkring den stråler flere farver, end hun kan tælle. Flere farver, end hun kender. De er som rhododendronblomster, der springer ud i en usandsynlig fart. Natsværmeren, farverne. Den lander, de forsvinder. Hun er ikke bange. Ikke denne aften.

Det er ikke virkeligt. Det hele foregår i hovedet. Det er morfinen... Morfinen, ja, men også troen.

Igen bliver skjoldet til en natsværmer. Den flyver, og Bodil gisper. For farverne er tilbage stærkere end før. Det er så flot, at hun end ikke ænser smerten i sin knuste krop. Hun glemmer fremtiden og tilsidesætter frygten for førligheden. Så overtager mørket.

Noget kribler –og krabler. Hun kan høre og mærke det. Ved gulvet, under gulvet. Under hende. Det er dyr. Kryb. De jager hinanden. Bider, flår, kæmper. En orm jager sin egen hale. Den får fat og begynder at æde sig selv. Kvalmen og klaustrofobien indtager kroppen. En tanke dukker op – vil sygeplejersken dræbe hende? Er det døden? Er det nu? Det er morfinen... Morfinen, ja, men hvor blev troen af?

Hun begynder at messe fadervor.

»Vor Fader, du som er i himlene...

Helli... Hellige...«

Hun glemmer ordene. Det er aldrig sket før. Hun forsøger igen.

»Vor fader, du snow fen di...«

Volapyk.

Mørke.

Håb?

Ulykken

Den 18. juni i år kom Bodil Jørgensen til bevidsthed på Odense Universitetshospital efter en ulykke.

Ovenstående er de hallucinationer, hun oplevede i timerne og dagene efter, hun vågnede op fra de operationer, der reddede hendes liv.

Under optagelserne til filmen ’Far til fires vilde ferie’ blev hun væltet af og ramt af en traktor. Nu trak en respirator vejret for hende. Hendes kraveben var knust, hendes bækken og kønsben brækket, hendes indvolde perforerede. Det var få øjeblikke fra, at hendes knækkede ribben havde stukket hul i den ene lunge.

Havde akutlægen ikke »haft sit udstyr i orden«, var hun død, fik hun siden at vide. Hovedet så frygteligt ud. Forslået og hævet fyldt af blodsamlinger. Men hun overlevede.

I dag – næsten et halvt år senere – arbejder hun igen, og forholder sig til hvad næstenmødet med døden ville hende.

Det var ikke Bodil Jørgensens første nærdødsoplevelse. To gange før har hun været tæt på. I 1988 var hun med i det tog, der forulykkede ved Sorø, hvor ni blev dræbt. Selv slap hun uskadt. Forrige år nåede hun netop af scenen i Skuespilshuset, i det øjeblik en mur faldt ned over hende og medspilleren Søren Sætter-Lassen. Han blev kvæstet, men er kommet sig. Hun mener ikke, at den slags ulykker er Guds vilje, men derimod tilfældigheder. Det betyder dog ikke, at vi ikke skal forholde os til dem.

»Hvorfor skulle ni andre på toget dø og jeg leve? Når man får lov igen, har man en forpligtigelse til at få det bedste ud af det hele. Et ansvar,« siger hun.

Vi møder den 53-årige skuespillerinde i hendes lejlighed på Nørrebro, men det er ikke til en samtale om ulykken. Derimod til en samtale om tro.

Derfor vender vi tilbage til Fadervor. Bønnen, hun har messet dagligt, siden hun var en lille pige, men som hun glemte de sommerdage, hun lå fastspændt til respiratoren.

»Først blev jeg rigtig ked af ikke at kunne huske ordene. Men så fik jeg den her store erkendelse: At inden i alt denne volapyk, dér er Vorherre. Derinde, hvor det hele går i stykker, bliver mørkt og sort og trist,« fortæller hun dæmpet – men stemmen er lys og nærværende.

Skruet sammen

Det røde hår stikker ud hist og her under den sorte baskerhue. I dag er ulykken praktisk talt ikke at spore i hendes ansigt. Men hun trækker lidt ned i sin trøje, og viser sine kraveben. Der er metalskinner i stedet for knogler. De har en nubret overflade – gennem huden aner man de otte skruer, der holder skinnerne sammen med resten af kroppen. Hendes læger forudser, at hun får en méngrad på ti procent. Det vil kunne give hende en erstatning på 80.000 kroner.

»Selvfølgelig havde jeg en masse tanker om kroppen, da jeg lå i min hospitalsseng. For jeg vidste jo ikke, hvad den kunne, skulle og ville. Jeg kan ikke sige andet end, at jeg oplevede en stor ro, da det gik op for mig, at Gud var der.«

Både krop og sjæl er let påvirkelige for Bodil Jørgensen. Det oplevede hun som ung, da hun forsøgte sig med en joint og måtte sande, at det var for intenst for hende. Og det oplevede hun, da hun lå i sygesengen.

»Jeg er åbenbart en af dem, der får sådan nogle heftigt, sindssyge hallucinationer, når jeg bliver påvirket. Da jeg var på morfin, var det som at træde ind i et kunstværk. Faktisk blev de her fantastiske hallucinationer også nogle, jeg kunne klamre mig til, mens jeg lå der.«

Men på et tidspunkt blev hallucinationerne for meget, for uhyggelige, og hun fik voldsom mavepine af medicinen. Lægerne ordinerede kunstig morfin i stedet og både smerter og hallucinationer forsvandt gradvist.

»Jeg ved godt, at det var morfinen, der var med til at forårsage det, jeg så. Men jeg kobler stadig mine tanker og oplevelser til min tro. For medicinen kan jo ikke skabe tankerne hos en. Alle mennesker får forskellige hallucinationer, og derfor mener jeg, hallucinationer spejler det sind, der har dem.«

Troen

At tale og beskæftige sig med tro tiltaler Bodil Jørgensen. Det er et gennemgående tema i hendes nye selvbiografi »Bodil Jørgensen – En rejse gennem bly og græs«, der er skrevet af journalist Dorte Kvist og netop er udkommet.

Indicierne på, at Bodil Jørgensen er et åndeligt menneske, findes overalt i lejligheden. Tag bare hyggekrogen for enden af den knaldrøde, tre meter lange sofa. På en trækasse på radiotoren ligger et 25 centimeter langt kors, som en grålig Jesus-figur er spændt ud på. På et lille bord ligger et eksemplar af koranen ved siden af journalist Martin Krasniks bog: »Fucking Jøde!«. Går man forbi det detaljerede julelandskab i vinduet og hen mod skænken i det modsatte hjørne af stuen, sidder en buddha-figur i lotus-stilling.

»Julen er en stor tid. At Gud sendte Jesus – et menneske – så resten af os kunne blive menneskelige, var genialt. Fordi vi ikke rigtigt begreb, hvad han mente med paradisets have, blev han nødt til at spille Jesus-kortet. Men vi er der ikke endnu. Det er mit håb, at vi mennesker kan lære menneskelighed hen ad vejen – det klamrer jeg mig til, når verden lige pludselig viser vrangsiden.«

Med vrangsiden hentyder hun ikke til sin ulykke.

»Jeg synes, der er en hård tone i verden. Det har der også været før: For 70 år siden skulle man gasse nogen for sit Tredje Rige. Nu skal man hugge hovedet af folk for sit kalifat. Det er jo absurd,« siger hun.

»Vi har haft alle mulige typer riddere af korset og af koranen, der har fejlet i tolkningen af skrifternes budskab. Det vil blive ved med at ske, for vi er bare mennesker. Fulde af fejl,« siger hun.

»Men jeg har den samme respekt for alle trosretninger. Jeg tror, det er det samme lys, vi går mod: Den samme Gud. Islam er jo også en fantastisk smuk tro, utrolig fantastisk. Alfaderlig, favnende og næstekærlig. Det glemmer vi nogle gange.«

Selvom hun respekterer alle trosretninger, så er det »kærlighedsbudskabet i kristendommen, der betyder alt« for hende. Hun tror på en utroligt mild Gud, fuld af nåde. Og hendes tro er så konkret, at hun kan få øje på ham, når hun forsøger.

»Han har et form for ansigt, et mildt et. Hvordan ser det ud? Jeg ved, hvordan det her milde ansigt ser ud, men jeg kan ikke beskrive det. Det skal man nok ikke,« siger hun.

»I stedet skal man huske, hvor vigtig det åndelige fælleskab om et håb kan være. Et fælles håb om en bedre fremtid. Særligt i disse måneder, hvor hovederne ruller. Jeg tror ikke, at verden er ond, for den gode åndelighed er lige så stærk. Vi skal blive ved med at tro, at der er et håb. Og vi skal blive ved med at håbe, at der en tro.«

Google fremfor Gud

Bodil Jørgensen tager sig tid til at tro. For det kræver ro og vilje at mærke den åndelige verden.

»I dag googler vi, hvis der er noget, vi ikke kan finde eller finde ud af. Vi har ikke brug for at spørge Vorherre til råds, og vi ønsker ikke at have noget svævende,« siger hun

»Vi lever meget i den der digitale verden. Vi spejler os selv i teknologiske ting. Det er ret vildt, hvor meget vi spacer rundt og liker alt muligt og tager billeder af vores morgenmad til internettet. Det er tidsrøvende ad helvede til. Og det går ud over troen, for det tager også tid at flikke en bøn sammen. Eller bare at være stille i 10, 20, 30 minutter, bare gå, glo ud i luften og fornemme verden.«

Det havde hun masser af tid til, da hun var syg. Smilende mindes Bodil Jørgensen, hvordan hun efter det kritiske ophold på Odense Universitshospital blev flyttet til Bispebjerg Hospital, tæt på hjemmet. Hun elsker den 100 år gamle have omkring hospitalet. Mindes hvordan hun – iklædt både lungedræn og iltmaske – af sygeplejerskerne blev rullet ud under solen. Hvordan hun så fuglene hoppe fra gren til gren, hvordan jasminerne duftede. Det helbredte den åndelige del af hende, mens de dygtige læger på hospitalet »blot« tog sig af det fysiske. Hun mener, at vi hver dag betaler regningen for at glemme, at vi har en sjæl.

»Den omtanke, vi savner med hensyn til os selv, kommer direkte til udtryk. Tag bare trafikken! Gaderne afspejler den offentlige opførselstilstand direkte. Bemærk, hvordan vi taler til hinanden, når vi undviger eller støder ind i hinanden: Nogle gør det med et »hov, det må du undskylde.« Men alt for mange gør det med et »FUCK DIG MAND« Jeg bliver ret ked af det, når jeg får skæld ud på den måde. Det tror jeg, de fleste gør.«

Børnetroen

Hun tager baskerhuen af, og banker tre gange på højre side af sit hoved. Bonk, bonk, bonk.

»Noget af det eneste, jeg har tilbage fra ulykken, er en følelsesløshed lige her. Der er revet nogle nerver ud. Gad vide, hvornår følelserne kommer tilbage,« siger hun.

Som mor til tre børn – to sønner og en datter – føler hun ansvar for at vise sine børn, at ikke alt i verden handler om kroppen. At vi også har ansvar for vores åndelige side. Hun nyder det sam- og modspil, hun får fra børnene. Rigmor – den mindste på seks år – har stadig sin barnetro. Den kommer til udtryk, når Bodil synger godnatsalmen »Sov Sødt, Barnlille« for hende. Teksten »Gud Fader har sagt: Stå, engle, på vagt, hvor mine de små er i senge!« tager hun fuldstændigt bogstaveligt. Hun er overbevist om, at engle rent faktisk står der. Den midterste – 13-årige Østen – er nysgerrig på tro og stiller et væld af spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Mens Johannes på 18 – den ældste – ifølge Bodil Jørgensen er helt sin egen.

»Han går meget op i retfærdighed. Det gælder først og fremmest den fysiske verden lige omkring ham. Altså Nørrebro. Han har jo venner fra hele verden. Vi bor i et miljø med rigtigt mange kulturer, så han hader den der tone, der er i indvandrerdebatten med hensyn til islam. Han ønsker mest af alt, at alle mennesker bliver i stand til at leve sammen og være sammen. Det er helt fantastisk at opleve, at han forstår dem fra andre kulturer en tand bedre, end jeg gør. Han ser slet ikke skellet mellem muslimer og danskere. Det er ikke blot fordi, han er vokset op her – det er en særlig egenskab ved ham,« siger hun og understreger, at sønnens holdninger er med til at give hende tro på fremtiden.

»Jeg ser det her som et bevis på, at integrationen begynder at fungere. Jeg håber, at det bliver standarden for hans generation.«

På samme måde som familien og hendes tro hjalp hende gennem genoptræningen, hjalp også hende skæve måde at anskue verden på.

»Det er godt, jeg har min humor, ellers var jeg faldet fuldstændigt sammen. Hold kæft, hvor vi også grinede, familien og jeg. Jeg var ret meget med på den værste. Jeg blev jo hejst op i sådan en sele, og blev med røven hængende ud fragtet fra seng til bækken. Jeg forestiller mig, at man kunne lave en sketch, hvor den går i selvsving, og man bare skider og tisser ud over det hele. Nej, hvor var det en absurd situation,« griner hun og beviser, at selv de mørkeste oplevelser har sine lyse sider.

»Jeg tror på, at de hårde oplevelser, der også er en del af livet, styrker alle forhold. De giver mig tro og lyst til fremtiden, og de viser meningen med, at vi overhovedet er sammen. For vi vil alle gerne se solen stå op endnu en dag. Og se den gå ned igen. Jeg er taknemmelig for enhver dag, der ender godt sammen med børnene og min mand.«