Landet var lukket ned. For anden gang. Hun vidste, at hun måtte skærme ham. At de skulle væk fra storbyen. De pakkede bilen og kørte på landet. Til deres sommerhus i Hornbæk.
»Jeg tror aldrig, at vi har haft så godt et år. For vi havde tid til hinanden, skulle ingenting. Der var ro på os begge. Det var fantastisk,« mindes Anne Marie Vessel Schlüter med et kærligt glimt i øjet.
Om dét, der skulle vise sig at blive hendes sidste tid med Poul. Hendes mand gennem 32 år. Danmarks tidligere statsminister. Som hun mistede 27. maj sidste år. 92 år blev han.
Det var i efteråret 2020, at frygten for corona fik dem til at forlade lejligheden på Frederiksberg.
»For jeg vidste bare, at hvis Poul blev indlagt med corona, så kom han ikke hjem igen,« forklarer 73-årige Anne Marie Vessel Schlüter, eller Mie, som hun kaldes.
Også Det Kongelige Teater, hvor hun dengang – som nu – var ansat, havde måttet lukke ned. Så efter årtiers travlt liv kunne de nyde hinanden og naturen. Lytte til klassisk musik, høre radio. Tale.
Men corona var ikke den største fare.
»Han var slidt. Det var hans hjerte.«
Bekymringen sneg sig ind på hende, da Poul Schlüter i midten af maj sidste år sad mere og mere.
Hans fødder og ankler var så hævede, at det gjorde ondt, når han gik.
En lokal læge tilså ham. Det så ikke godt ud. Han foreslog, at Poul blev røntgenfotograferet på hospitalet i Hillerød.
»Det indvilgede Poul i, og der kom en ambulance og hentede ham. Men efter tre timers venten sagde hr. Schlüter ‘nu vil jeg hjem’. Og så måtte vi køre igen uden at få taget dem. Typisk Poul,« smiler Mie Vessel Schlüter og ryster på hovedet.
Den nat blev det værre. Smerterne var store, så voldsomme, at de atter måtte tilkalde lægen. Som insisterede på, at der skulle tages røntgen.
Poul Schlüter nægtede at tage tilbage til Hillerød. Derfor måtte parret vende tilbage til København. Og Bispebjerg Hospital.
‘Poul, dit hjerte er lidt slidt’, sagde lægen. ‘Meget slidt’.
Så slidt og forkalket, at operation ikke var mulig. Han blev indlagt.
»Og så gik det altså stærkt. Men at det skulle gå så stærkt, var vi ikke klar over.«
Fem dage senere havde Mie Vessel Schlüter mistet sin mand. Sin store kærlighed gennem 32 år.
»Men jeg var så taknemmelig over, at jeg kunne være inde på hospitalet hos ham,« siger Mie Vessel Schlüter, som fik bragt en madras ind på stuen, så hun kunne ligge ved siden af sin mand. I dét, der blev hans sidste nat.
»Hver gang Poul våndede sig – for det gjorde han, når han ikke kunne få vejret – så sang jeg Puccinis arie ‘O Mio Babbino Caro’ så godt, som jeg nu kunne. Og så blev han stille, fordi han kunne høre min stemme.«
»Så det var egentlig en af de smukkeste nætter, vi har haft,« fortæller hun eftertænksomt.
Tidligt dén morgen udåndede Poul Schlüter.
Sorgen nåede dog knap at rodfæste sig, før realiteterne indhentede Mie Vessel Schlüter.
For hun havde mistet sin mand, men Danmark havde mistet en tidligere statsminister. Det var ‘breaking news’.
Beslutsomt ringede hun til Det Konservative Folkepartis generalsekretær. Meddelte med fast stemme, at hun ikke ville have nyheden ud før den efterfølgende dag.
‘Jeg vil bare gerne være alene med det sammen med min søn og svigerdatter’, sagde hun. Og sådan blev det.
»Så vi dækkede op ude i køkkenet, og Poul fik en lille whisky på sin plads. Og så både græd og grinede vi hele aftenen. Der var ingen, der vidste noget. Vi fik lov til at have vores sorg for os selv. Det var så vidunderligt.«
Mie Vessel Schlüter smiler ved mindet. Om at sidde med sønnen Niclas – som var fire år gammel, da Poul Schlüter blev en del af hans liv – og svigerdatteren Francisca over et glas rødvin og takeaway og mindes Poul.
Fortælle røverhistorier og oneliners.
»Vi havde faktisk en rigtig dejlig aften. Men så om morgenen, så kørte det jo løs,« sukker hun og husker alt for godt de gule breaking bjælker.
Husker, at hun ikke kunne åbne for tv eller radio uden at høre sin mands navn. Husker journalisterne, der kimede hende ned.
Grundlovsdag sidste år tog Mie Vessel Schlüter den endelige afsked med sin mand. Ved en stor og smuk bisættelse i Holmens Kirke.
»Allerhelst ville jeg have haft en lille begravelse oppe i Hornbæk, men jeg var godt klar over, at når man har været landets statsminister og været så populær, som han var blevet, så kunne jeg ikke have det for mig selv.«
»Men det var så smukt. Og så mange smukke ord. Årh, hvor skulle han have oplevet det,« sukker hun og glæder sig over, at Poul Schlüter to år forinden nåede at fejre sin 90-års fødselsdag på Børsen. Hvor han var i absolut topform.
»Der græd jeg sgu af glæde,« siger hun med stolthed i stemmen og smiler så.
»Det oplevede han gudskelov. Når han nu ikke selv kunne få lov til at opleve sin bisættelse.«
Mie Vessel Schlüter kigger lidt rundt i stuen.
Den emmer af deres liv sammen. Dét liv, hun nu lever alene. Uden sin Poul.
»Jeg har det faktisk godt,« insisterer hun og ser også sådan ud, som hun rank og solbrun sidder dér i den råhvide sofa.
»Men selvfølgelig savner jeg Poul,« tilføjer hun.
»Det værste er, når jeg har været på teatret om aftenen og kommer hjem. Så kan jeg ikke forstå, at han ikke sidder på sin plads derude,« sukker hun og peger ud mod køkkenet.
»For det var dér, vi havde vores hyggesnakke, hvor han fortalte om sin dag, jeg fortalte om min, og så fik vi en kold øl. Det er tomt at komme hjem,« indrømmer hun.
»Men jeg har gudskelov mit teater og havde ret meget at lave sidste år. Det var skønt at komme i gang igen.«
»Og så har jeg en helt utrolig vennekreds oppe på landet, søde naboer, der inviterer på en frikadelle eller en drink. Samler mig lidt op,« fortæller Mie Vessel Schlüter.
Savnet ved hun, at hun aldrig kommer til at slippe helt. Og at det er o.k. Men hun ved også, at hun er taknemmelig. For alt.
»Poul var jo en ældre herre. Han var 92. Men heroppe var han frisk til det sidste,« siger hun og peger på hovedet.
»Tænk, at han, faktisk indtil 14 dage før sin død, havde det godt, fulgte med, vi kunne grine, snakke politik.«
»Jeg kan kun være taknemmelig for, at vi fik 32 år sammen. 32 dejlige år. Spændende år.«
Og så smiler hun. Taknemmeligt.
Mie Vessel Schlüters erindringer ‘På skrå brædder og bonede gulve’ udkommer på Gyldendal 20. september
