Under stort ståhej valgte DR for ikke så længe siden at stoppe P1 julekalenderen ‘Jul i republikken’. Ifølge den officielle begrundelse levede satireserien ikke op til DRs kvalitetskrav. Senere har bl.a. instruktøren Lotte Svendsen afsløret, at motivet bag måske lige så meget har været en kombination af politik og et forsøg på hensyntagen til specielt den demensramte Prins Henrik.
For, som det fremgik af aftenens engangsopførsel af ‘Jul i republikken’ på Aveny-T, handler det om Kongehusets skæbne i et Danmark, hvor et flertal af befolkningen har afskaffet kongedømmet og stemt Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen frem til posten som præsident.
Realpolitisk set et noget svært imaginativt scenarium, men det er jo nu engang kunstnerens privilegium at digte.
'Hvor er Fritz Schur, når man har brug for ham,' som den frustrerede Margrethe siger. Hun, prins Henrik, Kronprinsen og Kronprinsessen må flytte i en lille lejlighed i Urbanplanen på Amager. Dermed er der lagt op til forviklinger og en omvendthed, der altid vil virke som julegodter for en satiriker.
Ironisk nok har manuskriptforfatteren bag denne satire, Flemming Klem, skrevet ord til hele tre ‘rigtige’, tv-hyggelige julekalendere, ‘Tinkas juleeventyr’, ‘Juleønsket’ og ‘Jul i Valhal’.
Der er en god del sjove brændere, jokes og onelineres i ‘Jul i republikken', men generelt er den baseret på et jævnt manuskript, hvor satiren i lange passager mere handler om personkarikatur end objekt. Et sted mellem skolekomedie, revynummer (danmarkshistoriens længste) og satire.
Jeg har set et tocifret antal revynumre, hvor kombinationen af de royale og dansk migrationspolitik er behandlet med betydelig større vid og skarphed - og ikke mindst større vrede - end det, vi var vidne til i aften.
‘Jul i republikken’ rummer enkelte sylespidse nålestik: i dagens Danmark ville Kronprinsessen blive sendt hjem til Down Under med det samme i stedet for at opnå opholdstilladelse, hvis hun ikke var kongelig. Man kan diskutere om, det er er særlig sjovt, men det er i det mindste satire.
Men overordnet er det en harmløs gang kulørt satire, der især lever på skuespillernes komiske talenter og medlevende loyalitet overfor projektet. Lidt i øvrigt som med ‘Kronprinsen og Danmark’, der blev opført på Nørrebro Teater i 2014.
Faktisk er ‘Jul i republikken’ i al sin joviale folkelighed muligvis det tætteste teaterboulevarden Frederiksberg Allé i decennier har været den gyldne æra, hvor navne som Dirch Passer, Preben Kaas og Jørgen Ryg dominerede.
Mette Horn er skøn som dronning Margrethe, Claes Bang konstant latterfremkaldende som prins Henrik. Især vinder Stine Schrøder Jensen med sin uimodståelige karikerede australske accent publikum på sin side i rollen som kronprinsesse Mary, der ender med at arbejde på en (pæn) massageklinik.
Jesper Groth er meget morsom som Vicevært Ole i Urbanplanen. Og med helt enkle midler er Anders Budde Christensen perfekt som newspeakende DR DJØF’er.
Så når det gælder spillet en på mange måder fornøjelig times tid på Frederiksberg Allé.
Som ovenikøbet ender lykkeligt: dronning Margrethe og Prinsgemalen finder midletidigt sammen i Amors arme, da de har mistet alt og må overnatte i detentionen.
Man spørger sig selv, om de mennesker, der forkastede ‘Jul i republikken’, med henvisning til, at den ikke lever op til DRs kvalitetskrav, mon nogensinde har hørt P3 og P4?
Er den politiske stemning i et DR, under voldsomt værdipolitisk pres fra den blå side af folketingssalen og massive politiske sparekrav, virkelig så hysterisk og paranoid, at man er bange for sin egen skygge? Det minder mest af alt om Østeuropa i kommunistæraen, George Orwells '1984' og det tyske Berufsverbot.
Hvis det er sådan, er det jo direkte farligt for et demokrati, hvori DR vel bør stå som licens- og skattebetalernes uafhængige fyrtårn. Mange gange mere farligt end ‘Jul i republikken’.
'Jul i republikken' Aveny-T (i samarbejde med Mungo Park). Med bl.a. Mette Horn, Claes Bang, Johanne Schmidt-Nielsen, Stine Schrøder Jensen, Andreas Jebro. Manuskript: Flemming Klem. Instruktion: Lotte Svendsen. Redigering: Martin Kongstad, scenografisk koncept: Jon Stephensen.
