»Jeg holder meget af mine fans, og de holder af en eller anden grund også af mig. Og når jeg siger 'af en eller anden grund', skyldes det, at jeg ikke rigtig giver dem noget.«

Det erkender notorisk private Alex Høgh Andersen med et smil, da B.T. taler med ham i forbindelse med Viaplay-serien 'Den som dræber'.

Den unge skuespiller er meget velovervejet i alt, hvad han gør. Han øser ikke ud af sit privatliv. Han siger ikke ja til hvad som helst. Og det er bestemt ikke alt, han sagde ja til inden sit internationale gennembrud, som han er lige stolt af.

»Men det er også nemt nok for mig at sige, for jeg er pisseprivilegeret.«

Den 28-årige 'Vikings'-stjerne får stadig tilbud fra udlandet, efter at han i seks sæsoner spillede en af hovedrollerne i den internationale HBO-serie. Men han lader sig ikke forblænde og siger – ligesom herhjemme – kun ja, hvis manuskriptet og folkene bag tænder noget i ham.

Og han kan mærke, at mange af tilbuddene ikke længere handler så meget om hans skuespilevner, som at han for eksempel har mange følgere på Instagram eller appellerer til publikum på anden vis.

»Jeg siger nej til ting, der handler for meget om mig. Det gider jeg ikke. Jeg er meget privat, og jeg tænder ikke på alt det, der følger med, når man bliver kendt,« siger han.

»Jeg er nok bare en klassisk kedelig skuespiller, som synes, man skal værne om det private. Folk skal ikke sætte sig foran skærmen og ikke kunne føle mig, fordi de har set mig spise en avocado-mad på en københavnsk café på Instagram,« siger han og tilføjer med et smil:

»Og nogle af mine fans hader mig for det.«

Alex Høgh Andersen har godt 2,2 millioner følgere på Instagram. Det er ekstremt meget for en dansk skuespiller. Til sammenligning har Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster Waldau henholdsvis 1,6 og 3 millioner følgere.

Men de mere end to millioner fans får ikke meget for deres klik. Når Alex Høgh Andersen en sjælden gang imellem lægger billeder eller videoer på profilen, handler det som oftest om hans arbejde.

»Når jeg har lagt noget op, kan folk godt finde på at skrive: 'Nåh, tak. Vi har kun ventet en måned, din idiot',« griner Alex Høgh Andersen og understreger, at beskederne som oftest er skrevet med glimt i øjet.

Foto: Krestine Havemann
Vis mere

Sidst skuespilleren løftede sløret for sine private tanker, var i efteråret 2021, da han købte en lejlighed i København og på den røde løber blev spurgt, om han mon skulle bo der alene.

»På et eller andet tidspunkt må jeg finde en kone, og så må vi lave et barn på et tidspunkt,« svarede han Se og Hør.

»That's still the dream. Det tror jeg da, der er mange ungkarle, der har en drøm om. Det synes jeg ikke, der er noget skævt og mærkeligt i,« svarer han, da B.T. minder ham om episoden.

Men du har ikke 'fundet en kone' endnu?

»Nååh, det er det, det handler om. Det er privat. Ingen kommentarer. Hvis det kommer, så kommer det. Og hvis det er der, så er det der, og så kan det være, I allesammen finder ud af det på et tidspunkt,« siger han med et skævt smil.

Inden han igen drejer samtalen hen på det, vi er kommet for:

»'Den som dræber'. Som får premiere på Viaplay 8. januar,« påpeger han kækt.

Han var ikke i tvivl om, at han skulle sige ja, da han blev tilbudt den nuancerede rolle som den drabsmistænkte Bjørn, der har haft en tumultarisk barndom præget af uro og svigt.

I 'Den som dræber' spiller Alex Høgh Andersen den drabsmistænkte Bjørn.
I 'Den som dræber' spiller Alex Høgh Andersen den drabsmistænkte Bjørn.
Vis mere

»Det kan godt være, jeg har rendt rundt i Irland og internationale tilbud og det ene og andet, men jeg har ikke lavet nok dansk til, at jeg føler mig sikker. Jeg har ikke spillet med alle de store eller følt, at nu er jeg en stor dansk skuespiller. Men jeg synes langsomt, jeg er ved at være der.«

Siden sidste afsnit af 'Vikings' blev sendt, har Alex Høgh Andersen haft store roller i Ole Bornedals 'Skyggen i mit øje' og miniserien 'The Viking – Narkokongens fald'. Herudover er det annonceret, at han kommer til at spille med i fortsættelsen til 90er-gyseren 'Nattevagten', som udkommer i 2023.

»Det er vigtigt at være kræsen. Men jeg føler mig også privilegeret, for der vil sidde andre skuespillere og sige, at jeg bare skal være glad for, at jeg har et arbejde. Men man skal altså også være glad, når man går på arbejde,« siger Alex Høgh Andersen.

For eksempel ville han i dag sandsynligvis have sorteret i nogle af de ting, han lavede inden sit store internationale gennembrud.

Men han har ikke fortrudt sit danske gennembrud som storebroderen William i julekalenderen 'Tvillingerne og Julemanden' fra 2013.

»Jeg brugte 16 uger sammen med nogle meget søde mennesker oppe i Nordjylland, og det var virkelig hyggeligt. Og senere i mit liv tror jeg gerne, jeg vil medvirke i en julekalender igen. Men lige nu skal jeg ud og definere mig selv som skuespiller,« slutter den 28-årige tv-stjerne.

Tredje sæson af 'Den som dræber' kan, som tidligere nævnt, ses på Viaplay.