Adam Price er blevet stjålet. Eller rettere han har fået sin identitet stjålet.

Det skriver han selv på Instagram.

'En sær person bliver tilsyneladende ved med at skrive rundt til folk i mit navn,' advarer han.

Under navnet adampricedk følger mere end 39.000 manuskriptforfatteren og restauratøren på Instagram.

Men under præcis samme billede og beskrivelse, men med kun 70 følgere, findes en anden profil under navnet adampricedkprivate.

'Det er en fake profil,' fastslår den rigtige Adam Price og beder sine følgere om at anmelde og blokere den konto.

Fra flere af den rigtige Adam Prices følgere lyder det, at sagen langtfra er enestående:

'Syg verden, vi lever i. Har selv lige fået to beskeder fra 'kendte' skuespillere om, at de gerne vil skrive med mig, og de takker for mine dejlige beskeder. Har aldrig skrevet noget til dem,' skriver en.

Mens en anden svarer:

'Jeg får et hav af beskeder fra nogle, der tror, man er så dum og naiv – at man skriver med en sanger eller skuespiller. Der må virkelig være nogen, der keder sig i deres liv …'

Der forlyder intet om, at Adam Price har politianmeldt den falske profil.

Men det straffes med bøde eller fængsel indtil seks måneder, hvis man udgiver sig for at være en anden på de sociale medier. Det vedtog et flertal i Folketinget sidste år og satte dermed ind over for, at uskyldige ofre får misbrugt eller stjålet deres identitet.

Da loven trådte i kraft 1. april 2022, sagde daværende justitsminister Nick Hækkerup, at loven skal »sætte en tyk streg under forbrydelsens alvor«.

»Det er grænseoverskridende og dybt ubehageligt, at ens identitet bliver misbrugt på sociale medier. Vi skal som samfund ikke acceptere en sådan adfærd, og vi skal give ofrene en bedre beskyttelse.«