Ny dokumentar fortæller historien om Brunhilde Pomsel, som var en del af det inderste tandhjul i nazisternes propagandamaskine. Men frem til sin død fastholdt hun, at hun intet vidste.
‘Jeg vidste intet. Er jeg skyldig, så er alle tyskere skyldige’.
Livets furer er mejslet ind i hendes ansigt. Bag de tykke brilleglas kniber hun øjnene en anelse sammen. Rynkerne omkring munden strammes. Ellers er der intet at læse i hendes ansigt, da hun efter 70 års tavshed for første gang taler om sin fortid. Som Goebbels sekretær.
Det er dokumentarfilmen ‘Et tysk liv’, som netop har haft dansk premiere, der helt bogstaveligt kommer tæt på Brunhilde Pomsel, som var en del af det inderste tandhjul i nazisternes propagandamaskine under Anden Verdenskrig. Men ifølge hende selv en brik, der intet vidste om de seks mio. jøder, der blev udryddet af nazisterne. En brik, der handlede, som de fleste andre ville handle.
»Er det forkert og egoistisk, hvis mennesker forsøger at gøre noget, der er godt for dem selv ud fra dét sted, hvor de er placeret i tilværelsen? Også selv om dét, de gør, er til skade for andre?« spørger Brunhilde Pomsel i filmen. Og er overbevist om, at alle de, der hårdnakket påstår, at de havde handlet anderledes, at de havde reageret på nazisternes uhyrligheder, lyver for sig selv.
Hun var 22 år gammel, da hun i 1933 sammen med tusindvis af tyskere stod foran Brandenburger Tor i Berlin og fejrede Hitlers magtovertagelse. En kæreste havde taget hende med, hun vidste ikke rigtig til hvad, men blev revet med, forført af de tiljublende masser og bølgen af optimisme, der skyllede hen over pladsen. Den kunne den unge Brunhilde Pomsel godt bruge.
Hendes arbejde som sekretær for en jødisk forretningsmand var blevet halveret. Pengene var små. Så da hun blev sat i forbindelse med en veteran fra Første Verdenskrig, som manglede en sekretær til at renskrive et bogmanuskript, slog hun til. Og dermed blev hendes skæbne forseglet.
Naziforfatteren Wulf Bley var ham, der siden skaffede hende et sekretærjob på Berlin Radio. Det eneste, dét krævede, var, at hun meldte sig ind i NSDAP.
Hun brugte sine sidste ti mark på medlemskabet. For at sikre sin fremtid.
Og da Brunhilde Pomsel i 1942 blev tilbudt job som sekretær for Hitlers højre hånd, propagandaminister Joseph Goebbels, var lykken gjort.
»Jeg var smigret, for det var præmien for at være hurtigst,« forklarer hun og fortæller om den betragtelige løn, hun hver måned fik udbetalt for sin indsats i den nazistiske inderkreds. Og om hvordan hun nemt kunne have fået indsigt i virkeligheden uden for propagandaministeriet
Som eksempel fortæller hun om sagsmappen mod Sophie Scholl, medlem af modstandsgruppen ‘Weisse Rose’, som hun blev bedt om at arkivere. Den var ikke forseglet.
‘Jeg stoler på dig’, sagde hendes chef.
»Jeg kunne have læst den. Men tillid var vigtigere end at stille min nysgerrighed.«
For de fleste af os andre var Joseph Goebbels et monster. En masseforfører, der opildnede til had mod jøder. For Brunhilde Pomsel var han ‘en flot mand’ med ‘velplejede hænder’. Han haltede. Hun havde ondt af ham, og udførte uden at stille spørgsmål enhver opgave, der blev lagt på hendes unge skuldre, ligesom hun troede på alt, hun fik fortalt. Også at jøderne - herunder hendes nære veninde Eva Löwenthal - var blevet sendt til sydtyske landsbyer, der var i fare for at blive affolket.
Men Goebbels kunne også skræmme hende. Som når han fra talerstolen i Berlins Sportpalast erklærede ‘den totale krig’, var forvandlingen så stor, at hun knap kunne genkende det væsen, hun kendte fra sin hverdag i ministeriet. Og hun græd, da han døde.
Brunhilde Pomsel var med i førerbunkeren i krigens sidste dage. Nerverne blev dulmet med alkohol og en dag kom Hitlers assistent og fortalte, at føreren havde taget sit liv. Det rørte hende ikke. Blot erkendte hun, at nu var krigen slut.
Men et døgn senere kom assistenten tilbage.
‘Goebbels også’ lød meldingen om Joseph Goebbels selvmord.
‘Og hans kone?’. ‘Ja’. Og børnene?’. ‘Også børnene’.
Noget, der ligner sorg og smerte, rammer det furede ansigt. Hun sænker hovedet, ryster på det.
»Det var dét, der ramte hårdest. Det var som at få et slag i hovedet,« fortæller hun i filmen.
Brunhilde Pomsels egen skæbne blev mere nådig.
Hun blev taget til fange af russerne. Sendt til den tidligere kz-lejr Buchenwald, stod hver morgen i fem år under bruseren. Ifølge hendes eget udsagn uden at vide, at millioner jøder var gået i døden netop under en bruser.
»Jeg vidste intet om, hvad der var foregået, før jeg blev løsladt,« påstår hun i filmen om dét, hun kalder ‘jødesagen’.
Måske ville Brunhilde Pomsel ikke vide det.
Der skulle i hvert fald gå 60 år, før hun opsøgte sandheden om, hvad der var sket med hendes egen jødiske veninde Eva Løwenthal, som allerede i 1943 var forsvundet fra Berlin. Ikke for at flytte ind i en affolket landsby i Sydtyskland. Men i kz-lejren Auschwitz, hvor hun døde i 1945.
Selv døde Brunhilde Pomsel 30. januar 2017. Hun blev 106 år gammel og nåede at se filmen om sig selv og sit tyske liv, nåede at opleve, hvordan den vakte postyr ved premieren i Tyskland.
Hun var næsten blind, da hun døde. Men hverken filmen eller reaktionerne på den fik hende til at se sig selv med andre øjne. Intet fik hende til at angre eller gå til bekendelse.
»Jeg ser ikke mig selv som skyldig.«
-----------------------------
HITLERS KVINDELIGE HÅNDLANGERE
Brunhilde Pomsel er langtfra den eneste kvinde, der har været Hitlers håndlanger.
Men hvor hendes andel i nazismens ugerninger var mere stiltiende, bidrog andre på en langt mere konkret og håndgribelig måde.
IRMA GRESE var en frygtet og berygtet fangevogter i Auschwitz-Birkenaus kvindeafdeling, som efter forgodtbefindende skød fanger eller tævede dem ihjel.
ILSE KOCH blev kaldt 'heksen af Buchenwald'. Var gift med lejrkommandanten og ekspert i at udpege fanger. Bl. a. dem med flotte tatoveringer, hvis hud hun skulle bruge til lampeskærme.
DOROTHEA BINZ var kæreste med en SS-officer i Ravensbrück og nød sin magt. Én gang hakkede hun en fange ihjel med en økse, fordi han var for langsom med at hugge brænde.
ERNA PETRI var gift med en frygtet SS-officer og holdt sig ikke tilbage for at yde sit bidrag. Pløkkede hensynsløst adskillige fanger ned i den ukrainske fangelejr og henrettede flere forældreløse børn.
JOHANNA ALTVATER var sekretær for regionskommisæren i en jødisk ghetto og nøjedes ikke med skrivearbejde. Gik bl..a gennem ghettoen og lokkede med slik, og når de godtroende børn åbnede munden, skød hun gennem mundhulen.
