Lyt til artiklen

Gudmundur Gudmundsson har langet ud efter dommerne under VM-slutrunden, som han mener holder en for hård linje. Men ifølge den tidligere topdommer Bjarne Munk Jensen skal den danske landstræner spare på undskyldningerne.  

Hele syv to-minutters udvisninger blev det til for Danmark under deres første VM-kamp mod Argentina. Og med 290 to-minutters udvisninger efter to runder, lader det til, at dommerne har lagt en hård linje for turneringen.

Men den tidligere topdommer Bjarne Munk Jensen, der sidder i Det Internationale Håndboldforbunds (IHF) dommerudvalg, mener, at dommerne overordnet set har holdt et stabilt niveau.

»Det kan godt være, at der er 10-15 procent af kampene dernede, hvor man dømmer for hårdt, men i resten synes jeg faktisk, at der dømmes okay. Og derfor synes jeg også, at det virker lidt som noget piveri, når Gudmundur Gudmundsson siger, som han gør. For uden at træde for meget rundt i det, så spillede Danmark ikke særlig godt i anden halvleg mod Argentina. Og det havde ikke noget med dommernes beslutninger at gøre, at Danmark ikke vandt,« siger Bjarne Munk Jensen.

Han fortæller, at der fra IHF's side er kommet mere fokus på, at dommerne overholder det regelsæt, der nu engang er inden for håndbold. Det skyldes ifølge Bjarne Munk Jensen, at der før i tiden har været for meget brydekamp på grund af dommernes til tider lemfældige omgang med regelsættet.

»Der er kommet større fokus fra IHF's side på, at dommerne skal følge reglerne. Og der har været bred enighed om det fra de forskellige landes forbund. Man må gerne kontrollere en modspiller, det må man også stadigvæk. Men det at rykke i en trøje og gøre den lang, det har man aldrig måttet. Det kan godt være, at vi i Danmark ikke har været gode nok til at straffe det. Og det er jo ikke dommeren, der som sådan laver reglerne, det er dommerne der skal prøve at følge reglerne. Og det er det, vi har bedt dem om,« lyder det fra Bjarne Munk Jensen.

En anden afgørende faktor i forhold til det høje antal to-minutters udvisninger, der har været indtil videre i turneringen, skyldes ifølge Bjarne Munk Jensen, at der er mere på spil end ved VM-slutrunden i Spanien for to år siden. Derfor har man indtil videre oplevet en del hårdere spil.

»Jeg tror, at der er mere kamp i det her VM, end der var for to år siden i Spanien. Der var det en slutrunde, der lå lige efter OL, hvor alle hold var ved at bygge op. Det var ikke helt så vigtigt. Men nu kæmper alle hold altså om OL-pladser. Det er kun verdensmesteren, der er direkte kvalificeret, men så er der nogen, der får ret til at være med til at arangere en kvalifikationsrunde. Og det er klart, at det er en fordel, om man spiller i Danmark, eller om man spiller i Korea. Så der er flere vigtige kampe i Qatar, end der var i Spanien, og det er måske også en del af forklaringen.«