Hele hallen grinte med fire gange i streg. 

For her scorede en sprudlende Mathias Gidsel i helt tomt mål og fik håndboldfesten i München til at eksplodere i anden halvleg.

Portugal, der blev besejret 37-27, faldt lige i den danske fælde i deres syv-mod-seks-spil, hvor danskerne havde en helt klar plan. 

Hurtig midte, hurtig Gidsel. 

Danmarks Rasmus Lauge og Mathias Gidsel efter EM kampen mellem Danmark – Portugal i Olympiahalle i München, mandag den 15 januar 2024
Danmarks Rasmus Lauge og Mathias Gidsel efter EM kampen mellem Danmark – Portugal i Olympiahalle i München, mandag den 15 januar 2024 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det var en god leg til sidst. Det var en klar plan. Og en meget nem opgave, fordi Niklas (Landin, red.) er ikke kun den bedste målmand i verden, han er også en af de bedste til at kaste den op til midten.«

»Og det må have været pisseirriterende for Portugal at kæmpe i syv-mod-seks, og så løber en lille dansker op og skyder den i et tomt mål,« jubler Gidsel og tilføjer med et smil:

»Det var dejligt, de gik ind, og at jeg ikke brændte på tomt mål.«

Sammen med Simon Pytlick og Mikkel Hansen orkestrerede han dét angrebsspil, Danmark blev verdensmestre på sidste januar. 

Og efter to kampe, hvor det ikke har kørt, gjorde de tvivlen til skamme. 

»Jeg synes, det rigtige Danmark mødte op i dag. Bolden arbejdede mere for os, og Portugal havde svært ved at følge med.« 

»Meget godt tidspunkt, vores offensiv lige stepper op inden Hamburg. Jeg vil ikke sige, vi har været bekymret, men vi har været frustrerede. Vi har haft mange gode samtaler, og Nikolaj har også været lidt efter os. Så der var smil på igen nu,« siger han. 

Nu går turen mod Hamburg for det danske landshold, hvor mellemrunden venter mod Norge, Slovenien, Holland og Sverige. 

Andre læser også