I december blev det officielt, at Rikke Iversen fra næste sæson skifter Odense Håndbold ud med Team Esbjerg. Men skiftet var slet ikke en del af landsholdsspillerens planer.

Faktisk havde hun allerede besluttet, at hun var klar til at tage hul på udlandseventyret.

»Jeg var sikker på, at det var nu, jeg skulle gøre det, og det passede godt ind i mit liv – både professionelt og privat. Men så ringer Esbjerg i sidste øjeblik,« siger Rikke Iversen og fortsætter:

»Jeg tror faktisk, at det første, jeg siger, da de ringer op, er: 'Nej, jeg har besluttet mig. Vi skal slet ikke snakke. Jeg tror, jeg er enig med mig selv om, at jeg skal af sted til udlandet.' Så siger de: 'Ej, selvfølgelig skal vi tage det her møde. Man kan altid lytte'.«

Snart er det slut med at trække i den orange Odense Håndbold-trøje.
Snart er det slut med at trække i den orange Odense Håndbold-trøje. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Den danske håndboldstjerne tog – trods sin afklarethed – til møde med den vestjyske klub.

Og her kom hun for alvor i tvivl.

»Det lød sindssygt tiltalende, og så kunne jeg få lov til at blive i Danmark i forhold til, at vi både har et VM og et OL næste sæson. Det kunne være, at det her med at tage et kulturskifte måske var for stor en risiko i forhold til, hvordan jeg ville have det privat.«

»Kan jeg præstere på banen, hvis jeg ikke har det godt privat?« lyder det fra 29-årige Iversen, som altså endte med at sætte sin underskrift på en kontrakt med Team Esbjerg.

Fra næste sæson rykker Rikke Iversen over til landstræner Jesper Jensen i Team Esbjerg.
Fra næste sæson rykker Rikke Iversen over til landstræner Jesper Jensen i Team Esbjerg. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og ikke nok med, at hun skifter den orange trøje ud med den røde, så rykker hun også fra Trine Nielsen, der er sportsdirektør i Odense Håndbold, og hen til sin bror, Team Esbjerg- og landstræner Jesper Jensen.

Tror du, at du har skabt dårlig stemning ved Jesper og Trines julebord?

»Jeg tror ikke, at de har brugt mange sekunder af den julemiddag på at tænke på mig,« griner Rikke Iversen, der lige nu er samlet med resten af det danske kvindehåndboldlandshold forud for Golden League i Holland.

Første kamp spilles torsdag klokken 17.30 mod Norge.