Det ramte håndbold-Danmark som et chok.

En uges tid efter den danske VM-triumf i januar i år kom nyheden om Mikkel Hansens stresssygemelding. Herefter trak den danske verdensstjerne stikket fuldstændig og er ikke set på håndboldbanen siden.

Holdkammerat i Aalborg Håndbold og på landsholdet gennem mange år Henrik Møllgaard siger, at han forsøger at bakke Mikkel Hansen op i den hårde tid, han går igennem.

»Jeg taler med ham, men om meget andet end håndbold. Det er jo ikke kun det, han skal have pause fra lige nu. Det er mit bedste bud på at give ham en ro, men samtidig være der som ven og ikke som holdkammerat,« siger den rutinerede bagspiller:

Foto: Henning Bagger
Vis mere

»For min del har det været en blanding af gerne at ville være der som ven og parkere håndbold og prøve ikke tale for meget håndbold, når vi taler sammen.«

35-årige Mikkel Hansen har haft et heftigt år, som har budt på en blodprop, et opsigtsvækkende skifte fra PSG til Aalborg Håndbold, hvor opmærksomheden har været gigantisk og endelig en VM-slutrunde, som endte med dansk guld.

Henrik Møllgaard, som også spillede sammen med Hansen i Paris, forstår, hvis det er en svær tid for Mikkel Hansen, som gennem et årti har været en af verdens største håndboldstjerner, og som i et langt liv har været vant til at være en del af et hold.

»Jeg tror, det må være hårdt at træde ud. Jeg ved, hvor meget fællesskabet betyder for mig, og hvor mange ting, jeg stiller op til, også når det gør lidt ondt i kroppen, og jeg har været lidt træt. Der har jeg stået der. Ikke så meget for min egen skyld, men for holdets skyld. Så selvfølgelig må det også gøre ondt på Mikkel at forlade det fællesskab for en tid,« siger Henrik Møllgaard.