For første gang i halvandet år kan Emil Nielsen sige, at han fuldt ud er kommet sig over den farlige hjernehindebetændelse, der ramte ham, da karrieren for alvor var ved at tage fart.
Totalt mørke. I et halvt år befandt håndboldstortalentet Emil Nielsen sig i mørket – både bogstaveligt talt og i den overførte betydning.
I april 2016 fik det nu 20-årige målmandstalent konstateret hjernehindebetændelse – bedre kendt som meningitis. Det medførte en brat opbremsning i en karriere, der ellers havde fået eksperterne til at tabe underkæben – og det betød, at den daværende Århus-målmand i månedsvis måtte tilbringe de fleste af dagens timer i total mørke på sit værelse.
Men i dag kan Emil Nielsen - der nu er skiftet til Skjern og igen spreder rædsel hos alle angrebsspillere i herreligaen – endelig kigge tilbage på sin sygdom som et overstået kapitel.
»Jeg har gået og tænkt lidt over det i dag, og for første gang nogensinde kan jeg sige til en journalist, at ’ja, jeg er faktisk helt ovre sygdommen.’ Tidligere har jeg altid måttet svare, at jeg stadig havde lidt problemer med stedsansen og med hukommelsen. Men jeg synes egentlig, at jeg nu er kommet til et punkt, hvor jeg endelig kan sige, at jeg er 100 procent ovre det. Det er en god følelse,« fortæller Emil Nielsen.
Allerede som 17-årig fik Emil Nielsen sin ligadebut for Århus Håndbold i en udekamp mod Sønderjyske i september 2014. Den unge aarhusianer blev kampens spiller, og fra det øjeblik af var karriere-gps’en indstillet med retning mod den absolutte top. Den rute holdt ’Emil Stabil’ – som medierne navngav ham, da hans storspil bare fortsatte og fortsatte – lige indtil den dag i april sidste år, hvor håndbolden pludselig trådte i baggrunden.
»Jeg sad til min kærestes morfars 70 års-fødselsdag og blev superirriteret over en lampe. Den lyste meget, og jeg synes, at den var virkelig, virkelig træls. Det endte med, at jeg ligge måtte lægge mig lidt,« fortæller Emil Nielsen.
»Senere på aftenen tog vi hjem til min kæreste i Skanderborg, og her gik det helt amok. Jeg fik en sindssyg hovedpine, og jeg blev ramt af det, som lægerne kalder for ’eksplosiv opkast’. Når man skal kaste op, kan man under normale omstændigheder godt lige nå ud på toilettet, men det kunne jeg simpelthen ikke i denne situation. Jeg endte med bare at kaste op ud over det hele, og der var intet at gøre. Jeg kastede også op i søvne, og jeg gik ind i vægge – den var helt gal.«
Næste morgen ringede Emil Nielsen til sin mor og bad hende komme og hente ham. Han måtte til lægen. Da Emil Nielsens bekymrede mor nåede frem til Skanderborg, blev hun umiddelbart mødt af et beroligende syn.
»Hun ser, at jeg ligger i sofaen med fjernsynet tændt. ’Puha, så kan det da ikke være så galt,’ tænker hun. Men da hun kigger nærmere, kan hun se, at jeg kigger 30 centimeter ved siden af fjernsynet og er fuldstændig forstenet, og at jeg knapt nok reagerer på, at hun er ankommet. Så vi var ikke i tvivl om, at der var noget helt galt.«
Og der var heller ikke tvivl hos lægen i Aarhus, der straks sendte Emil Nielsen videre til Skejby Sygehus, hvor målmanden hurtigt fik konstateret hjernesygdommen. Men alvoren og omfanget gik umiddelbart ikke op for teenagetalentet.
»Vi havde haft en rigtig, rigtig god sæson i Århus Håndbold, og vi var lige kommet i slutspillet som nummer to i grundspillet. Og jeg sagde med det samme til lægerne på sygehuset, at ’hvis vi ryger i semifinalen, så spiller jeg! Og længere er dén ikke!’«
»Heldigvis kom vi ikke i semifinalen, kan jeg så sige i dag. For det havde ikke været ret godt,« lyder det med et grin fra Emil Nielsen.
De første dage tilbragte målmanden i total isolation, da lægerne var i tvivl om, hvorvidt han var ramt af den dødelige og meget smitsomme bakterielle meningitis eller den mildere meningitis-virus, der dog kan resultere lammelse, døvhed og andre former for handicap.
»Jeg måtte ikke få besøg. Og lægerne kom ind i gule gummidragter – fuldstændig som man ser det i film. Det var lidt en speciel oplevelse.«
Emil Nielsen var heldigvis ’blot’ ramt af virussen, og efter to uger på Skejby Sygehus fik han lov at tage hjem igen. Men kampen tilbage var blot lige begyndt. De næste to-tre måneder måtte han undvige alle former for lys.
»Jeg kunne simpelthen ikke tåle det. Jeg havde aldrig tændt lys derhjemme,« fortæller Emil Nielsen, der pludselig havde mange timer alene med sig selv og sine tanker – uden at han dog tillod selvmedlidenheden at fylde mere end højst nødvendigt.
»Nej, jeg brugte ikke så meget tid på at tænke på det. Blot at det var en super ’nederen’ situation, der bare skulle overstås. Jeg vidste jo, at jeg ikke var i decideret livsfare. Men jeg kedede mig da som ind i helvede.«
Efter et par måneder kunne Emil Nielsen igen bevæge sig ud i virkeligheden igen og tage hul på den fysiske genoptræning. Men havde han troet, at vejen herfra ville være uden bump, måtte han hurtigt tro om igen.
»Det var først, da jeg mødte op til den første genoptræning, at jeg virkelig forstod, hvor lang tid det ville tage at komme tilbage på håndboldbanen. Bare det med at stå på en crosstrainer kunne jeg ikke finde ud af. Jeg kunne simpelthen ikke koordinere bevægelserne. Der fik jeg godt nok et kæmpe chok.«
Men med stædigheden og den stålsatte drøm om at komme til tops i håndbold som drivkraft kunne han i december 2016 endelig stille sig ind mellem stængerne og bevogte aarhusianernes bur igen. Han havde nået sit mål – og han nåede aldrig at tvivle.
»Nej, jeg var ikke i tvivl på noget tidspunkt om, at selvfølgelig skulle jeg spille håndbold igen. Og det var også det, der fyldte mine tanker under sygdommen - og jeg tror faktisk, at det har vist sig som en stor fordel, at jeg havde det mål at komme tilbage til. Jeg ville bare være rask så hurtigt som muligt.«
Det er en kendt sag, at mennesker, der har overvundet livstruende sygdomme, kommer ud på den anden side med endnu flere redskaber i rygsækken. Og her er Emil Nielsen heller ingen undtagelse.
»Jeg er blevet stærkere af det. Jeg er kommet mere moden ud, og - hvor kliché-agtigt det end lyder – så sætter jeg nu meget mere pris på at komme til træning. Jeg sætter endda pris på at sidde på en lortekondicykel, som vi gjorde til træning i dag. Jeg ser tingene i et andet perspektiv i dag, og jeg har fundet ud af, hvor privilegeret jeg egentlig er,« fortæller Emil Nielsen.
Forleden fik Emil Nielsen sin debut i Champions League med Skjern, og nye mål er allerede indtastet på GPS’en.
»Jeg har mange mål. Først og fremmest skal vi i Skjern vinde alt, hvad der kan vindes. Ok, Champions League er måske ikke realistisk – men derudover skal vi vinde alt.«
»Og så har jeg en stor personlig drøm om at komme på a-landsholdet. Det er det, jeg sigter efter. Det vil det være hvert eneste år, jeg spiller håndbold.« slutter Emil Nielsen - stortalentet, der er tilbage i lyset.
