Livet kan være barskt.

Det er det særligt i øjeblikket for den svenske håndboldspiller Isabelle Gulldén og hendes søster, Rebecca.

For familien Gulldén gennemgår en tragisk periode, hvor søsteren Rebecca kæmper mod kræft. Det fortæller Isabelle Gulldén i et interview med SVT, ifølge Aftonbladet.

»Det er ekstremt hårdt. Man kan ikke forklare den situation, hvor hun ringede og fortalte om det. Det er det værste, jeg har oplevet,« siger hun ifølge mediet.

Isabelle Gulldén fortæller, at søsterens cancer er aggressiv og har spredt sig, men at hun indtil videre har reageret godt på sin behandling.

Isabelle Gulldén fortæller, at familien ikke ved, hvordan det hele kommer til at gå. Og det har sat flere tanker i gang hos håndboldspilleren.

For pludselig betyder sporten ikke så meget som før.

Og derfor er der blevet rykket rundt på prioriteringerne hos svenskeren.

Isabelle Gulldén fortæller, at hun tidligere har været selvisk og har koncentreret sig om sig selv og håndbolden, men efter hun fik børn, skiftede hun fokus til familien.

Og da beskeden om søsterens kræft kom, blev håndbolden endnu mere uvæsentlig. Men selvom håndbolden er blevet mindre vigtig, forsikrer hun dog om, at hun stadig vil træne en hel del.

Isabelle Gulldén flytter hjem til Sverige og klubben Lugi, efter hun har spillet i norske Vipers Kristianssand. Dette har hun gjort for at være tættere på søsteren Rebecca.

Isabelle Gulldén spillede fra 2011 til 2015 i den danske liga for Viborg HK.

I denne weekend spiller hun Final 4 i Champions League. Skiftet til Lugi betyder, at det efter alt at dømme bliver den sidste dans på den største håndboldscene.