GOG-direktør mener ikke, at klubbens succes er afhængig af en enkelt spiller. Heller ikke selvom der er tale om verdens største talent på sin alder.


Venstre-backen, Mikkel Hansen, skifter inden længe fynske GOG ud med mægtige Barcelona. Kun de personlige kontrakt-forhold mangler at falde på plads, men selvom talentet er stort,  giver afskeden ikke dybe panderynker hos årets DM-sølvvindere.

- Vi har vundet medaljer i 20 ud af 21 år, så der er intet, der tyder på, at enkeltpersoner har afgørende betydning, siger direktør Arne Buch.

De gulblusede har spillet en flot sæson, som udover sølvmedaljer i den hjemlige turnering bød på en imponerende færd i Champions League. Den fynske ledelse mener altså ikke, at Mikkel Hansen er en uundværlig brik, hvis årets succes skal gentages i næste sæson, men Arne Buch understreger, at man selvfølgelig helst havde beholdt den 20-årige skytte. 

- Vi ville rigtig gerne have beholdt Mikkel Hansen et år mere, men på det tidspunkt ville hans kontrakt udløbe, og så havde der ikke været mulighed for at lave en handel. Nu får vi tid og økonomi til at lede efter en erstatning. Men både nu eller om et år er det da ærgerligt at miste ham, og vi ville have været glade for at have ham i klubben i mange år endnu, siger Arne Buch.

GOG-direktøren har de seneste fire år haft Mikkel Hansen i truppen og trods ønsket om beholde bagspilleren, har den fynske klub ikke andet end forståelse for den ventede beslutning. En spiller som Mikkel Hansen hører til i udlandet, lyder det.

- Jeg forstår ham sagtens, for med det talent skal han spille i en europæisk topklub. I sin aldersgruppe er han vel det største talent i verden, og så skal man også udfordre sig selv på det allerhøjeste niveau. Der vil komme nye store talenter i GOG, men om der lige kommer en ny Mikkel Hansen, ved man aldrig, siger Arne Buch.